Chauffør omkom da to lastbiler stødte sammen i Sydvestjylland
Bilinspektør undersøger, hvad der gik galt, da to lastbiler angiveligt stødte frontalt sammen ved Grindsted.
Føreren af en lastbil er afgået ved døden efter en trafikulykke på Tingvejen ved Grindsted i Sydvestjylland tidligere mandag.
Det oplyser vagtchef Søren Liisberg fra Sydøstjyllands Politi.
Politiet fik klokken 12.18 meldingen om, at to lastbiler angiveligt var stødt sammen.
Man formoder, at der er tale om et frontalt sammenstød, oplyser vagtchefen.
De nærmere omstændigheder ved ulykken er endnu uafklaret. En bilinspektør har foretaget undersøgelser på stedet, som skal kaste lys over hændelsen.
Føreren af den anden lastbil blev sendt til sygehuset til observation for skader.
Ulykken medførte, at Tingvejen blev spærret på strækningen mellem Grindsted og Stenderup.
Først ved 19-tiden blev vejen genåbnet.
De nærmeste pårørende til de implicerede i ulykken er underrettet, oplyser politiet.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.