Indbrudstyvene er vendt tilbage - især i Aalborg
Efter coronanedlukninger er antallet af indbrud i private hjem igen steget - især i Aalborg Kommune. Men niveauet er stadig meget lavt, understreger politiet

Foto Martin Hjorth
NORDJYLLAND/AALBORG:Tiden med coronanedlukninger er ovre, og dermed er hverdagen vendt tilbage - det gælder også for indbrudstyvene.
Ikke overraskende er antallet af indbrud i private hjem steget i 1. kvartal i forhold til sidste år, hvor indbrudstallet ramte et historisk lavpunkt under coronanedlukningen.
Og især Aalborg Kommune har oplevet en ekstraordinær stigning i indbrud.
Som en af de eneste nordjyske kommuner er stigningen i Aalborg så stor, at der har været det højeste antal indbrud i fire år.
Der blev faktisk begået 171 procent flere indbrud i 1. kvartal i år end der gjorde sidste år, og dermed skal man helt tilbage til 2018 for at finde et år, hvor der var flere indbrud.
- Vi har set, at mange af indbruddene i Nordjylland har ligget i Aalborg Kommune. Især i omegnsbyerne, forklarer vicepolitiinspektør Niels Kronborg, Nordjyllands Politi.
Han forklarer, at årsagen til den markante stigning skyldes, at der var nogle særdeles aktive indbrudstyve på spil i Aalborg. Og det er med tryk på VAR, fortæller vicepolitiinspektøren.
- Vi har fået anholdt flere personer, der sættes i forbindelse med mange af indbruddene, og der har også være ro på det seneste stykke tid, siger han og fortsætter:
- Det var både lokale kriminelle, som var meget aktive og omrejsende kriminelle, der var på spil.
Indbrudstal stadig på lavt niveau
I resten af Nordjyllands Politikreds har flere nordjyder også haft besøg af ubudne gæster i år, men her har stigningen ikke været så voldsom. Derfor ender tallet for hele regionen også på et forholdsvist lavt niveau.
305 indbrud blev der begået i årets tre første måneder af 2022. Sidste år var det tal kun 166. Men går man blot få år tilbage var der i samme periode over dobbelt så mange indbrud - nemlig hele 646 - i 1. kvartal i 2018.
Så selvom kurven nu igen går den forkerte vej, så er niveauet stadig meget lav, understreger vicepolitiinspektør Niels Kronborg.
- I takt med åbningen af samfundet efter corona, så er nogle af indbruddene også vendt tilbage. Men det vi så sidste år, var ekstremt lavt, og vi ligger stadig på et lavt niveau samtidig med, at der fortsat er en generel tendens til faldende antal indbrud, siger Niels Kronborg.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.