Rytter registrerede mand på elcykel i et splitsekund inden sammenstød
En 25-årig mand er tiltalt for at påkøre cykelløb i Hvidovre sidste år. Tirsdag er der vidneafhøringer.
Opdateret kl. 13:22
En af de cykelryttere, der var involveret i en kollision med en 25-årig på en elcykel i Hvidovre sidste år, nåede at registrere manden på elcyklen i et splitsekund, inden ulykken skete.
Det fortæller han tirsdag formiddag i Retten i Glostrup, hvor han er indkaldt som vidne i en retssag, hvor den 25-årige er tiltalt.
- Jeg kommer igennem svinget, og så har jeg et splitsekund, hvor jeg registrerer, at der er noget, siger han.
- Jeg tænker, at nu går det galt, og så ligger jeg på jorden.
Han kørte forrest i feltet sammen med en anden rytter, Carl Magnus Lotz Rosenberg, der er blevet lam fra brystet og ned som følge af sammenstødet.
Han har stået frem i forbindelse med ulykken.
Den 25-årige er tiltalt for bevidst at have påkørt cykelfeltet, ligesom han også er tiltalt for at have overtrådt færdselsloven.
Han kørte på en elcykel af typen Mate. Politiet betegner mandens Mate-cykel som en stor knallert, fordi den kunne køre af sig selv og kunne køre mere end 30 kilometer i timen.
Inden ulykken forsøge trafikofficials og flagposter ifølge tiltalen at få manden til at stoppe. Det skete både mundtligt, med fagter og med viften med et flag.
I retten fortæller Carl Magnus Lotz Rosenberg, at han ikke kan huske selve ulykken. Han husker faktisk kun de første par runder, som han kørte i gadeløbet 7. september sidste år.
I retten fortæller Carl Magnus Lotz Rosenberg om sine skader.
Han fortæller, at han brækkede begge sine underarme. Hans ene håndled er stadig brækket. Desuden brækkede han nogle ribben, punkterede begge lunger, mens han også pådrog sig en hjernerystelse.
De to cykelryttere fortæller i lighed med en tredje rytter og flere af dem, der på dagen var flagposter og trafikofficials, at de mente, at der var styr på sikkerheden ved løbet.
- Jeg følte mig 100 procent godt klædt på og følte, at løbet blev afviklet på en sikker måde, siger en mand, der var flagpost på dagene.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.