Mit hjerte hamrer hurtigere end nogensinde før.

Mens jeg står i omklædningsrummet og tager toppen med spaghettistropper på, holder min veninde vagt.

Der kommer ingen.

Hun tager mit hår væk fra skuldrene.

Og pludselig hører jeg lyden af prismærket i nakken, der med et svuptag lander på gulvet.

Nu er der ingen vej tilbage.

Jeg tager min hvide Diesel-hættetrøje over hovedet og hånd i hånd løber vi ud af Only og hen mod Matas, hvor en pink lipgloss ryger ned i Eastpack-rygsækkens forlomme.

Året er 2001. Jeg er 14 år og på efterskole.

Og vil man være en af de seje, laver man altså et eller andet lort. Ryger lidt hash, roder sig ud i ballade, kører på for hurtige knallerter - eller stjæler.

Jeg ville være sej.

Og det var jeg måske i cirka 20 minutter. Efter at have pralet med togtet overfor de populære typer, åd min samvittighed mig dog langsomt op indefra. Dagen efter tog jeg bussen tilbage til Aars og afleverede tingene tilbage. Knap på sejt. Dengang.

Unge i dag er rekord lovlydige

For havde jeg været 14 år i dag, havde slutningen på min korte karriere som butikstyv heldigvis været langt mere cool end selve det at kaste sig ud i at være småkriminel.