Krimi

60-årig dansk turist er blandt tre døde i flystyrt i Australien

Et mindre fly styrtede tirsdag ned nær en ferieø ud for den australske by Perth. Dansk mand er blandt dræbte.

En 60-årig dansk mand, en 65-årige schweizisk kvinde og en 34-årig australsk pilot har ifølge premierministeren i delstaten Western Australia mistet livet i et flystyrt ud for Perth i Australien.
En 60-årig dansk mand, en 65-årige schweizisk kvinde og en 34-årig australsk pilot har ifølge premierministeren i delstaten Western Australia mistet livet i et flystyrt ud for Perth i Australien. Uncredited/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 03:38

En 60-årig dansk turist er blandt tre døde i et flystyrt nær ferieøen Rottnest Island ud for den vestaustralske by Perth.

Det siger Roger Cook, der er premierminister i delstaten Western Australia, på et pressemøde natten til onsdag dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Perth ligger i Western Australia.

Den dræbte dansker er ifølge premierministeren en 60-årig dansk mand.

Foruden ham meldes også en 65-årig schweizisk kvinde dræbt. Den tredje døde var piloten - en 34-årig australier fra Perth.

Ifølge lokalmediet Perth New var der i alt seks turister og en pilot om bord på flyet. De seks turister skal have været tre par - fra Danmark, Schweiz og delstaten Western Australia, skriver mediet.

Fire personer har ifølge Perth Now overlevet flystyrtet. Blandt dem er en 58-årig dansk kvinde, der altså var afsted med den 60-årige dræbte mand.

Det var et mindre fly, der tirsdag eftermiddag lokal tid styrtede cirka 30 kilometer fra millionbyen Perth på Australiens vestkyst.

- Mine tanker er lige nu hos ofrenes familier og venner. Der er ingen tvivl om, at det her er en svær tid for alle involverede, siger Roger Cook.

Premierminister Roger Cook siger på pressemødet, at de omkomnes lig blev bjærget tirsdag aften lokal tid.

Flyet styrtede angiveligt ned tæt på andre turister nær kysten. Flere af de tilstedeværende skal være kommet til undsætning.

- De satte deres egen sikkerhed på spil for at hjælpe totalt fremmede, der havde desperat brug for hjælp. Det krævede mod, siger Roger Cook.

Politiet oplyste indledningsvist, at tre af de fire overlevende var alvorligt tilskadekommet. Det skriver det australske medie ABC News.

Senere lyder det, at én er blevet udskrevet fra hospitalet, mens de andre tre betragtes som værende i stabil tilstand.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden