Danske Bank pålagt at udlevere dokumenter til investorer

Banken skal udlevere hovedparten af de dokumenter, tidligere investorer har bedt om i forbindelse med søgsmål.

Danske Bank er blevet pålagt at udlevere dokumenter, der har relation til hvidvasksagen i Estland, til en række investorer, som har lagt sagt an mod banken.

Det skriver Østre Landsret i en pressemeddelelse.

Landsretten har onsdag afgjort, at investorerne og advokatfirmaet Klar Advokater, der repræsenterer investorerne, skal have udleveret "hovedparten" af de 120 anmodninger om udlevering af dokumenter, de har bedt om.

Ifølge landsretten omfatter sagskomplekset omkring 200 verserende sager. I alt har investorerne krævet i omegnen af 5,6 milliarder kroner.

Investorerne har tabt penge som følge af det kurstab i aktierne, som hvidvasksagen i Danske Banks estiske filial betød. De mener, at Danske Bank ikke rettidigt informerede aktiemarkedet om problemerne i bankens filial.

Sagerne er anlagt individuelt af investorerne. Men da de ligner hinanden meget, vil Klar Advokater føre sagerne i en sammenhængende proces, skriver FinansWatch.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.