Danske brandfolk melder om roligt nytår for andet år i træk

Beredskab landet over er i høj grad rykket ud til sager, der relaterer sig til fyrværkeri og containerbrande.

Køretøjer og udstyr fra Hovedstadens Beredskab fotograferet på brandstationen i Glostrup, fredag den 20. november 2020. <i>Emil Helms/Ritzau Scanpix</i>

Køretøjer og udstyr fra Hovedstadens Beredskab fotograferet på brandstationen i Glostrup, fredag den 20. november 2020. Emil Helms/Ritzau Scanpix

Nytårsaften og nat har været forholdsvis rolig for landets kommunale beredskaber, der har rykket ud 297 gange.

Det viser en opgørelse, som Danske Beredskaber har udsendt tidligt lørdag morgen i en pressemeddelelse.

Udrykningerne er sket mellem middagstid nytårsaftensdag og klokken 04.00 om morgenen 1. januar.

Det er andet år i træk, at nytårsfejringen er en nogenlunde rolig affære. Sidste år rykkede beredskabet ud 389 gange.

De foregående år har beredskaberne haft omkring 500 udrykninger, lyder det i pressemeddelelsen.

- Nytårsdøgnet er forløbet stille og roligt. Der er selvfølgelig stadigvæk flere udrykninger på sådan en aften, hvor store dele af Danmark er samlet til fest, end der er resten af året.

- Men generelt er det gået over al forventning, siger Emilie Staunstrup, der er organisationskonsulent hos Danske Beredskaber, i pressemeddelelsen.

En stor del af nytårsnattens udrykninger relaterer sig til fyrværkeri og containerbrande, ligesom det har været tilfældet de foregående år.

- Vi ved erfaringsmæssigt, at nytårsaften kan være en brandfarlig affære. Håndtering af fyrværkeri og i særdeles sammen med alkoholindtag er en farlig cocktail, siger Emilie Staunstrup.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.