Strækning på motorvej E45 er genåbnet efter uheld
Vognbaner blev spærret, efter at autocamper ramte autoværn på motorvejsstrækning mellem Vojens og Haderslev.
Opdateret kl. 01:28
Et uheld med en autocamper torsdag aften spærrede vognbanerne i både nordlig og sydlig retning på E45 Sønderjyske Motorvej mellem Vojens og Haderslev.
Det oplyste Vejdirektoratet i et tweet sent torsdag.
Kort før klokken 01.00 er alle vognbaner igen blevet åbnet ifølge et nyt tweet.
- Der må forventes længere rejsetid grundet ophobet kø, skriver Vejdirektoratet.
Politiet fik anmeldelsen om uheldet klokken 22.34.
- Autocamperen var på vej nordpå, da den af uvisse årsager kørte ind i autoværnet, siger vagtchef Søren Strægaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Uheldet skete mellem afkørsel 68 ved Vojens og afkørsel 67 ved Haderslev.
Der var to personer i autocamperen. De slap begge fra uheldet uden skader ifølge politiet.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.