Bandekonflikt i Aalborg

Efter et blodigt opgør i bandemiljøet er fire mænd sendt bag tremmer – men ikke i almindelig forstand

Da en 33-årig mand blev forsøgt dræbt i starten af december, blev én ung mand varetægtsfængslet og sigtet for forbrydelsen. Nu er fire yderligere sigtet for det samme

En 33-årig blev stukket adskillige gange en sen aften i starten af december. Politiet var massivt til stede.
En 33-årig blev stukket adskillige gange en sen aften i starten af december. Politiet var massivt til stede. Arkivfoto: Jan H. Pedersen

Opdateret kl. 13:30

Fire mænd i alderen 22 til 31 år blev torsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for drabsforsøg i starten af december.

Alle fire nægtede sig skyldige og ønskede ikke at udtale sig, oplyste de gennem deres advokat.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning, og at der ifølge anklager Mathias Petersen kan være flere gerningsmænd på fri fod.

Alle fire sigtede blev varetægtsfængslet i isolation i ni arbejdsdage, hvorefter deres varetægtsfængsling formentlig bliver forlænget.

- Det er ikke normalt, at man kommer i isolation under sin varetægtsfængsling, men det er af hensyn til den forurettede, som skal have mulighed for at vidne i sikkerhed, forklarer anklager Mathias Petersen.

De fire mænd blev alle anholdt onsdag formiddag.

Massivt politiopbud

Grundlovsforhør er som regel en ret stille affære, men denne torsdag morgen var det et fyldt retslokale, der blev indtaget i Retten i Aalborg.

Hver af de fire tiltalte havde deres beskikkede advokat, og der var også flere tilhørende til stede. Derudover var der to betjente til hver af de fire unge mænd.

På gangene foran retslokalet bar det også præg af, at det er en større sag med en formodet tilknytning til bandemiljøet, der netop nu bliver fremført i grundlovsforhøret. Der var massivt politiopbud til stede - både i uniform og i civilt.

Drabsforsøg med bandetilknytning

Drabsforsøget, de fire er sigtet for, fandt sted i Strubjerg onsdag 4. december kort før midnat. Her blev en 33-årig mand stukket adskillige gange på det meste af kroppen - blandt andet i arme og ben, baller, mave og i hovedet.

Politiet anholdt dengang en 19-årig, men udelukkede ikke, at der ville komme flere anholdelser, som vi nu har set. Den 19-årige har siddet varetægtsfængslet siden. Han ville gerne have været til stede, men ifølge hans forsvarer var der ikke ressourcer hos politi og kriminalforsorg til at følge ham til retten.

Drabsforsøget var, ifølge politiet, en del af den verserende bandekonflikt mellem GT og A12 i Aalborg. Det fremgik dog ikke af sigtelsen. 

Alle fire sigtede har tilknytning til det kriminelle miljø.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden