Derfor er der kampklædt politi med skudsikre veste og hjelme
Fungerende politikommissær forsikrer om, at man ikke skal være bekymret
Opdateret kl. 20:53
Når det går allermest voldsomt for sig, er det vigtigt, at politiets kompetencer er på det ypperligste.
For at de skal være det, kræver det træning. Og netop træning skal politiets reaktionspatrulje - også kaldet Romeo-patrulje - nu have.
Det sker af to omgange. Første gang 28. og 29. maj og derefter 4. og 5. juni, oplyser Nordjyllands Politi.
På disse datoer skal reaktionspatruljen teste, træne og skærpe kompetencerne.
- Der er tale om kampklædt politi med skudsikre veste og hjelme, men det er vigtigt at understrege, at der ingen grund er til bekymring, hvis man møder grupper af kampklædt politi på de nævnte datoer. Det er bare os, der træner. Kompetencerne skal holdes ved lige og det er hyppig træning en vigtig del af, forklarer fungerende politikommissær Claus Stærk i en pressemeddelelse.
Det er dog begrænset med oplysninger, som politiet kommer ud med. Og det er af helt taktiske årsager.
Derfor kan det heller ikke siges, hvor øvelserne kommer til at ske.
- Overraskelsesmomentet er en vigtig del af læringen for betjentene, men der hvor vi træner, kommer vi til at markere med skilte, siger Claus Stærk.
Øvelserne finder sted på disse tidspunkter:
Tirsdag 28. maj, klokken 8:00-20:00
Onsdag 29. maj, klokken 10:00-22:00
Tirsdag 4. juni, klokken 8:00-20:00
Onsdag 5. juni, klokken 10:00-22:00
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.