domstol

Dobbelt politimorder vil løslades fra livstidsdom

Østre Landsret skal afgøre, om Steen Viktor Christensen kan prøveløslades. Han dræbte i 1997 to politifolk.

Landsretten indleder ankesag om fængselsdom til Rasmus Paludan
Landsretten indleder ankesag om fængselsdom til Rasmus Paludan Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Med nakkeskud dræbte danske Steen Viktor Christensen i 1997 to betjente under et røveri mod et hotel i den finske hovedstad, Helsinki.

Det skete, efter at han var flygtet til Finland under en uledsaget udgang fra Vridsløse Fængsel, hvor han afsonede en straf for røveri og voldtægt.

Dobbeltdrabet gav ham en livstidsdom, som han afsoner i Danmark. Men den 57-årige drabsmand vil gerne fri igen.

Derfor er han mandag eftermiddag blevet eskorteret til Østre Landsret, som skal afgøre, om han kan prøveløslades. Den kortklippede gråhårede drabsmand blev fulgt til retten af flere betjente med maskinpistoler.

Hans forklaring under mandagens retsmøde hemmeligholdes dog, da retten har valgt at lukke dørene trods protest fra journalister.

- Der er oplysninger i sagen, som det vil være særdeles problematisk for min klient, hvis kommer frem, siger hans advokat, Janus Malcolm Pedersen.

Steen Viktor Christensen er en af de længst siddende livstidsfanger. Han går også under navnet "Batman-røveren". Det navn fik han, da han under et røveri i 1992 var iført en Batman-kasket.

Efterfølgende fik han 12 års fængsel for 95 kriminelle forhold. Blandt andet voldtog han en 22-årig kvinde under et røveriforsøg i en bank. Under sin afsoning var han desuden indblandet i indsmugling af narko til fængslet.

Allerede efter seks års afsoning besluttede Kriminalforsorgen at give ham lov til at få uledsaget udgang. Og det var i den forbindelse, at det i 1997 lykkedes ham at rejse til Finland, hvor han dræbte de to politifolk.

Nu har han afsonet cirka 30 års fængsel af de to tidsbestemte domme, der tilsammen udgør 15 års fængsel, samt livstidsdommen.

Det er muligt for ham at søge prøveløsladelse, da han har afsonet mindst to tredjedele af de tidsbestemte straffe plus mindst 12 år af livstidsdommen.

Også i 2017 søgte Steen Viktor Christensen om prøveløsladelse. Men da afviste retten at sætte ham på fri fod, da det ikke var forsvarligt.

Og heller ikke nu mener Kriminalforsorgen, at han skal løslades på prøve. Det mente Retten i Glostrup heller ikke, da den afsagde kendelse sidste år.

Men nu er spørgsmålet altså for landsretten, som ikke kommer med en afgørelse mandag, men først på et senere tidspunkt.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden