Dømt i stor momssag skal kun afsone en smule af fængselsstraffen

Bilforhandler fra Nordtyskland deltog i svindel for 22,8 millioner kroner, fastslår Retten i Randers.

I en sag om grov momssvindel med luksusbiler er en 50-årig mand onsdag blevet fundet skyldig af Retten i Randers. I dommen indgår, at han skal betale en tillægsbøde på mere end 22 millioner kroner.

Straffen er blevet fastsat til fængsel i tre år og seks måneder, men retten har bestemt, at langt det meste af straffen skal være betinget. Det oplyser anklagemyndigheden ved NSK, National Enhed for Særlig Kriminalitet.

Kun tre måneder er ubetinget og skal afsones.

Hos anklagemyndigheden kender man onsdag eftermiddag ikke rettens begrundelse for at gøre en så stor del af straffen betinget.

Den dømte var bilforhandler, og svindlen med moms skete, da der blev importeret dyre biler fra Tyskland til Danmark.

Den 50-årige og to andre personer med bopæl i Tyskland var blandt de anholdte, da politiet gik i aktion i september 2020.

Tiltalen drejer sig om, at det offentlige blev snydt for 22,8 millioner kroner i moms i forbindelse med flere hundrede bilhandler. Et netværk oprettede flere såkaldte skraldespandsselskaber. De gik konkurs, inden momsen blev betalt.

Onsdagens afgørelse er blot en af flere i sagskomplekset. Tidligere er der blevet afsagt domme på to et halvt år og to år. I alt er syv personer nu blevet dømt, oplyser NSK i en pressemeddelelse.

Den 50-årige er i øvrigt også blevet dømt for forsøg på hvidvask ved at have fremstillet fiktive fakturaer, oplyser anklagemyndigheden.

Heri udtrykker specialanklager Stig Paulsen tilfredshed med den forholdsvis lange fængselsstraf og bødens størrelse.

- Det er en meget stor og kompleks sag, der har krævet omfattende efterforskning og god hjælp fra blandt andet Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og tysk politi, udtaler han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden