Dømte eksiliranere risikerer udvisning - men kan blive
Fredag er tre ASMLA-folk kendt skyldige i spionage og terrorstøtte. De frygter for deres liv ved udsendelse.
I over 15 år har tre eksiliranere været i Danmark efter at være kommet hertil som kvoteflygtninge.
Men efter at Retten i Roskilde fredag har kendt dem skyldige i at have spioneret for Saudi-Arabien og støttet terror, risikerer de - foruden en længere fængselsstraf - at blive idømt udvisning af Danmark for altid.
Således har anklageren i fredagens retsmøde redegjort for, at de tre, der er 51, 42 og 40 år, kan idømmes udvisning.
De tre mænd er ledende skikkelser i ASMLA. Bevægelsen repræsenterer et arabisk mindretal i Iran og stammer fra regionen Khusistan omkring byen Ahvaz. De kæmper for selvstændighed og anses af Iran som terrorister.
Derfor frygter de også for deres liv, hvis de bliver sendt til Iran.
- Det bliver selvfølgelig henrettelse lige med det samme, siger den 40-årige tiltalte i fredagens retsmøde, der foregår i en grå betonbygning i Herfølge.
Mens de to andre tiltalte kun er iranske statsborgere, har den 40-årige ifølge anklagemyndigheden dobbelt statsborgerskab.
Han fik i 2016 dansk pas, men han er ifølge de danske myndigheder også iransk statsborger. Derfor ønsker anklagemyndigheden at fratage ham hans danske statsborgerskab, så også kan udvises.
Den 40-årige behøver i modsætning til de to andre tiltalte ikke en tolk i retten. Han siger, at han følte sig hjemme i Danmark, ti minutter efter at han kom hertil i 2007.
Det lader dog til at være yderst tvivlsomt, om de reelt kan udsendes til Iran.
- Jeg anser det for fuldstændig udelukket i enhver henseende, at han nogensinde bliver udsendt til Iran, for det vil være en direkte henrettelse, siger advokat Thomas Fogt, der er forsvarer for den 42-årige tiltalte.
Alternativt kan de komme til at leve i Danmark under forskellige vilkår. Den 40-årige mand frygter dog også tilværelsen på et udrejsecenter i Danmark.
- Iran er klar til at gøre, hvad de kan, siger han i retten.
Et massivt opbud af betjente til retssagen vidner da også om, at man ser en trussel mod de tre mænd.
I september 2019 var en trussel mod den ene af eksiliranerne grundlag for, at broer og veje blev lukket ned i Danmark, mens politiet søgte efter mulige gerningsmænd.
Man frygtede, at iranske agenter var på vej til Danmark for at likvidere den ene af mændene.
Konkret blev aktionen sat i værk på grund af en svensk Volvo, der opførte sig mistænkeligt ved det ene ASMLA-medlems bopæl. Personerne i bilen viste sig dog ikke at have noget med det at gøre.
Men en mand blev sidste år idømt syv års fængsel for at have deltaget i planlægningen af et attentat ved at have bistået iranske myndigheder med at indsamle oplysninger.
I næste uge skal anklagemyndigheden og forsvarere argumentere for, hvilken straf, de mener, at de tiltalte skal idømmes. Strafudmålingen er først senere - formentlig i marts.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.