Krimi

Dommer fængsler formodet lampetyv fra Varde

En 58-årig mand nægter at have stjålet designerlamper fra en adresse i Varde to gange på få dage.

En 58-årig mand er torsdag blevet varetægtsfængslet i en sag om tyveri af designerlamper.

Manden er sigtet for at stå bag to indbrud på en adresse i Slotsgade i Varde, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Jeg vil gerne takke borgerne for deres henvendelser til politiet i denne sag. Borgerne har været årvågne, og de har henvendt sig til os med de oplysninger, de har kunnet bidrage med, siger politikommissær Kent Brynilsen i pressemeddelelsen.

Ifølge politikommissæren har der i den seneste måned været flere indbrud i Varde, hvor man er gået efter at stjæle designerlamper.

De seneste anmeldelser modtog politiet mandag og tirsdag, hvor der fra samme adresse ad to omgange var blevet stjålet lamper.

Onsdag fandt politiet frem til den formodede gerningsmand, som viste sig at være en 58-årig lokal mand.

Han blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg, hvor dommeren valgte at imødekomme anklagemyndighedens krav om varetægtsfængsling, selv om den sigtede nægtede sig skyldig.

Den 58-årige skal foreløbig sidde fængslet i fire uger, mens politiet efterforsker sagen. Herefter skal der igen tages stilling til, hvorvidt han skal forblive bag tremmer eller løslades.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden