Krimi

Dommer har løsladt påvirket buschauffør efter alvorlig ulykke

Der er en særligt bestyrket mistanke, men ikke grund til varetægtsfængsling, fastslår Retten i Roskilde.


Opdateret kl. 17:09

En buschauffør undgår at blive frihedsberøvet, efter at han onsdag eftermiddag i Køge påkørte en kvindelig cyklist.

Det står klart efter et retsmøde torsdag eftermiddag i Retten i Roskilde, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Her har en dommer afvist at varetægtsfængsle den 40-årige mand.

Han satte sig ved rattet i en Movia-bus, selv om han var påvirket, fordi han dagen før havde indtaget kokain og cannabis.

Cyklisten, en kvinde på 75 år, blev påkørt cirka klokken 16.25 på Nylandsvej. Kvindens tilstand blev i første omgang beskrevet som "yderst kritisk".

Torsdag eftermiddag oplyser Benjamin Rasch, som er vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, at kvinden nu er uden for livsfare.

Retten har fundet, at der en særligt bestyrket mistanke mod den 40-årige om uagtsomt legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder.

Men hensynet til folks retsfølelse kræver altså ikke, at der sker varetægtsfængsling, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi om rettens kendelse.

Cyklisten blev påkørt bagfra. Hun pådrog sig et alvorligt hovedtraume og blev afhentet med lægehelikopter, har politiet tidligere oplyst.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden