Domstol i Dubai afviser udlevering af Sanjay Shah

Advokat forventer, at Sanjay Shah løslades om kort tid, efter at dommer har afvist udlevering fra Dubai.

Britiske Sanjay Shah blev i juni anholdt af politiet i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater, hvor han har boet i en villa på den kunstige palmeø Jumeirah. I Danmark er han tiltalt for svindel for over ni milliarder kroner. Sanjay Shah nægter at have brudt loven. (Arkivfoto). <i>Christopher Pike/Ritzau Scanpix</i>

Britiske Sanjay Shah blev i juni anholdt af politiet i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater, hvor han har boet i en villa på den kunstige palmeø Jumeirah. I Danmark er han tiltalt for svindel for over ni milliarder kroner. Sanjay Shah nægter at have brudt loven. (Arkivfoto). Christopher Pike/Ritzau Scanpix

Sanjay Shah, der anklages for bedrageri for milliarder, kan ikke udleveres til Danmark fra Dubai, hvor han er fængslet.

Det har en dommer i Dubai besluttet, oplyser Shahs advokat Ali Al Zarooni til Ekstra Bladet og DR Nyheder.

Advokaten siger til DR Nyheder, at han vil kæmpe for at få ham ud af fængslet allerede mandag. Også Shahs danske advokat Kåre Pihlmann forventer at få ham på fri fod.

- Det er min forventning, at han løslades om kort tid, oplyser han i en mail mandag formiddag til Ritzau.

Ifølge nyhedsbureauet AP blev kendelsen afsagt efter et lukket retsforløb uden nogen nærmere begrundelse.

Spørgsmålet om udlevering er dog ikke endeligt afgjort. Afgørelsen kan appelleres til en højere retsinstans, har Udenrigsministeriet tidligere oplyst.

Tilsyneladende bunder afvisningen i manglende dokumenter fra dansk side. Ifølge mediet The National News udtaler sagens dommer, at originale kopier af al officiel efterforskning, der er foretaget, skal være vedlagt.

Dokumenter kan ifølge advokat Al Zarooni ikke tilføjes i appelsagen.

Det var tilbage i 2015, at det blev opdaget, at den danske stat var blevet snydt for cirka 12,7 milliarder kroner.

Svindlen skete, ved at selskaber har søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat, uden at de har ejet de aktier, de ville have tilbagebetalt skat for.

I januar 2021 rejste anklagemyndigheden i Danmark tiltale mod Sanjay Shah for bedrageri for mere end ni milliarder kroner.

Østre Landsret har siden afgjort, at der er grundlag for at varetægtsfængsle ham, og det banede vejen for en international arrestordre.

Først i marts i år fik Danmark og De Forenede Arabiske Emirater en generel aftale om udlevering af personer til retsforfølgelse. Justitsministeriet nævnte i den forbindelse konkret udbyttesagen.

3. juni kom det frem, at Sanjay Shah var blevet anholdt i Dubai, hvor han bor i en villa på palmeøen Jumeirah.

Siden var der først et retsmøde mandag 29. august, hvor hans forsvarere fremlagde nye dokumenter. En uge senere fulgte et nyt retsmøde, hvor afgørelsen blev udskudt endnu en uge.

I Storbritannien udspiller der sig ifølge Børsen også en tvist om udlevering i udbyttesagen.

Britiske Anthony Mark Patterson, som er tiltalt for at have hjulpet Shah med svindelnummeret, kæmper i London mod udlevering.

Han er løsladt mod kaution og venter en afgørelse om udlevering senere i september. Ifølge Børsen kan kendelsen ligesom i Shahs tilfælde appelleres til en højere instans.

Mens Shah menes at have fået en personlig gevinst på cirka 7,2 milliarder kroner ved svindlen, er Patterson anklaget for selv at have fået cirka 134 millioner kroner.

Begge nægter sig skyldige.

Justitsministeriet afventer en officiel bekræftelse af mandagens afgørelse og vil herefter udtale sig.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.