Dopet gamer besvimede: Politiet sparkede døren ind

En aften med online gaming endte med at politiet sparkede døren ind på en adresse i Aalborg

 <i>Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

AALBORG:Et par aalborgensiske kammerater havde formentlig ikke forventet, at en omgang online gaming skulle kaste masser af action med indsparkede døre og politibetjente in real life af sig. 

Det var ikke desto mindre hvad der skete fredag aften kort før midnat. Det fremgår tirsdag af døgnrapporten fra Nordjyllands Politi.

De to gamere sad i hver sit hjem, men havde gennem spillet kontakt til hinanden via både kamera og mikrofon. Pludselig blev det dog game over på en lidt for dramatisk måde da den ene af de to faldt ned fra sin stol, hvorefter der blev stille.

Han havde forinden fortalt sin ven, at han havde taget nogle beroligende midler. Vennen prøvede at få kontakt til ham både pr. telefon og ved "henvendelse på adressen". Efter flere forgæves forsøg, tog han kontakt til politiet.

En patrulje rykkede ud, sparkede døren ind og fandt manden liggende bevidstløs på gulvet. Han blev hentet af en ambulance og taget med til undersøgelse. Her viste det sig, at han havde indtaget både hash, alkohol og et beroligende middel.

Hvad der videre skete, fortæller døgnrapporten ikke.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.