Krimi

Dreng mistænkt for at kaste taske med ladt pistol ud af bygning

Fredag er en 16-årig dreng blevet varetægtsfængslet i 27 dage efter et grundlovsforhør.


Opdateret kl. 13:26

En dreng på 16 år er mistænkt for at have været i besiddelse af en ladt pistol og er efter et grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet til 9. oktober.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Drengen blev anholdt torsdag formiddag på en adresse på Hækkerupsvej i Ringsted, i forbindelse med at politiet havde et ærinde på stedet, fremgår det af politikredsens døgnrapport.

Da politipatruljen var på vej ind i bygningen, blev en taske smidt ud af et vindue, og det skulle vise sig, at der i tasken lå en ladt pistol.

Indenfor befandt sig en 16-årig dreng, og politiet mistænker ham for at have kastet tasken ud.

I lejligheden fandt politiet desuden 115 gram hash og en lille smule kokain. Stofferne lå i, hvad politiet betegner som "salgsposer".

Politiet har sigtet en 31-årig kvinde, som også opholdt sig i lejligheden, for at have været i besiddelse af stofferne.

Kvinden er blevet løsladt.

I grundlovsforhøret nægtede den 16-årige dreng sig skyldig, og han ønskede ikke at svare på spørgsmål.

Der var lukkede døre til grundlovsforhøret.

Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer. Sigtelsen læses derimod op for åbne døre, ligesom forsvareren kan fortælle, hvordan den mistænkte forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden