Dreng på drabstogt blev lovet ferie, penge og historieskabelse
En svensk dreng erkender mandag i Københavns Byret, at han sidste sommer tog til Danmark for at slå ihjel.
Opdateret kl. 11:23
Der gik godt halvandet døgn, fra en dengang 16-årig svensk dreng en sommernat sidste år besvarede et opslag, hvor der blev søgt efter lejemordere til at begå et drab i København, før han 30. juli 2024 krydsede Øresund.
For at tage turen og begå den grufulde gerning blev drengen lokket med gratis ferie, penge, og at han ville være med til at skabe historie.
Det er kommet frem i Københavns Byret mandag, hvor straffesagen er blevet indledt mod drengen og en 31-årig kvinde, som beskyldes for at være hans medsammensvorne.
I Københavns Byret mandag erkender den svenske dreng sig delvist skyldig. Han erkender de faktuelle beskrivelser i det meget detaljerede anklageskrift, men han nægter at angive medgerningsmænd.
Den specielle jobannonce blev slået op på beskedtjenesten Telegram i en gruppe, som man skulle have en invitation for at komme med i. I gruppen blev der blandt andet talt om narko- og våbenkriminalitet, og der var også opslag om drab på bestilling.
Den svenske dreng, som holdt sommerferie fra skolen, så opslaget fra en profil kaldet Samurai Z.
- Jeg tænkte lidt over det, og så skrev jeg tilbage til ham. At jeg var villig til at tage derover, siger den svenske dreng i Københavns Byret mandag.
Betalingen lød på 550.000 kroner. Drengen er usikker på, om det var i dansk eller svensk valuta, men han tog jobbet for pengenes skyld, lyder det.
- Jeg havde brug for pengene til mig og min familie, siger han helt roligt fra vidneskranken.
Ifølge anklageskriftet i sagen var målet med drabsmissionen angiveligt så vidt muligt at skyde en bestemt mand med en LTF-tatovering i ansigtet. Men han kunne ikke finde ham omkring tre adresser på Nørrebro og Frederiksberg.
Da han ved 21-tiden på Blågårds Plads blev antastet af to mænd, trak han våbnet, han havde på sig, og affyrede et enkelt skud.
Derfor er drengen også tiltalt for at have forsøgt at dræbe i hvert fald en af to mænd. Han erkender, at han skød, men det var ikke for at slå ihjel, lyder det.
Ingen blev ramt af projektilet, der blev affyret denne onsdag aften, hvor mange mennesker ifølge anklagemyndigheden var udenfor for at nyde det gode vejr.
Den 31-årige kvinde er tiltalt for at have medvirket til drabsforsøgene ved at have indlogeret drengen i en lejlighed i Hvidovre, givet ham mad og have sørget for, at han fik et simkort, et elløbehjul og en pistol til drabsmissionen.
Hun nægter sig skyldig.
Politiet mener at have identificeret manden bag profilen Samurai Z, men han bliver ifølge anklagemyndigheden tilbageholdt af udenlandske myndigheder. Derfor er han ikke en del af denne straffesag.
Mandag er første af ni retsdage i sagen. Sidste retsdag er 29. april.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.