Dreng truede vidne, mand slog sin kone med jernstang og gaderøver gemte sig hos mor

Lørdag formiddag var der hele fire grundlovsforhør ved Retten i Aalborg. Tre af dem har relation til grove voldsepisoder

 <i>Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AALBORG:Fredag udspillede adskillige episoder sig rundt om i Nordjylland, som betød, at Retten i Aalborg fik en særdeles travl lørdag formiddag. For ikke færre end hele fire grundlovsforhør skulle der til, før efterslæbet fra fredagen var ført til dørs.

Grundlovsforhør

Hvis politiet anholder dig som sigtet i en straffesag, kan de højst tilbageholde dig i 24 timer.

I nogle tilfælde kan der være behov for at frihedsberøve dig i mere end 24 timer. Det er en dommer, der skal tage stilling til, om du kan være frihedsberøvet i længere tid. Inden udløbet af 24-timers fristen skal du derfor stilles for en dommer i retten. Retsmødet kaldes et grundlovsforhør. 

anklagemyndigheden.dk

Dagens første grundlovsforhør var en udløber af en episode i retten fredag. Her stod fem mænd - eller rettere sagt drenge - tiltalt for en episode ved John F. Kennedys Plads i Aalborg.

- En 16-årig var sammen med de andre tiltalt for vold, ydmygelser og ulovlig tvang. Sagen blev hovedforhandlet fredag eftermiddag, og da et vidne skulle ind i retssalen for at afgive forklaring, truede han vidnet, fortæller anklager Thomas Klingenberg.

Den 16-årige nægtede sig skyldig og kærede afgørelsen, da han efter grundlovsforhøret blev varetægtsfængslet på en sikret institution indtil 14. oktober.

I den forbindelse fortæller anklageren, at der for nogle år siden kom en strafskærpelse for vidnetrusler, hvorefter straffene blev forhøjet med en tredjedel i forhold til tidligere.

- Det er noget, samfundet ser meget alvorligt på, konstaterer anklageren.

Slog sin kone med metalstang

I begyndelsen af august begik en 29-årig mand fra Hirtshals vold to gange samme aften.

Første episode skete på Postgården i Hjørring, hvor den 29-årige slog en mand med knytnæve. Samme dato gik det desuden ud over en kvinde, som han slog i ansigtet. Det skete på værtshuset Børglum Bispen, og da Nordjyllands Politi senere på aftenen var ude for at anholde ham, kronede han voldsorgiet, da han satte sig til modværge, sparkede ud, slog og tog halsgreb på en af betjentene.

Fredag i denne uge skete så næste episode. Denne gang overfaldt han sin kone.

- Han tildelte hende 10-15 slag på kroppen med en metalstang, mens han udtalte "jeg slår dig fandeme ihjel" eller lignende, fortæller Thomas Klingenberg.

Den 29-årige blev derfor fremstillet i grundlovsforhør, hvor han var sigtet for kvalificeret vold i gentagelsestilfælde og trusler.

Han har desuden en tidligere voldsdom.

- Der er en begrundet frygt for, at han vil begå ny kriminalitet. Derfor og på grund af påvirkningsrisikoen blev han varetægtsfængslet, siger anklageren.

Den 29-årige nægtede sig skyldig og kærede afgørelsen om varetægtsfængsling indtil 21. oktober til landsretten.

Varetægtsfængsling

I nogle straffesager vurderer anklagemyndigheden, at det er nødvendigt, at du er frihedsberøvet i en kortere eller længere periode, mens sagen efterforskes.

Det er en dommer, der afgør, om betingelserne for at varetægtsfængsle dig er opfyldt.

Der skal være en konkret grund til at mistænke dig for det, som politiet har sigtet dig for. Forholdet skal også være af en vis grovhed.

Herudover skal der være grund til at varetægtsfængsle dig. Det kan være for at sikre din tilstedeværelse, forhindre at du begår flere forbrydelser, eller for at sikre du ikke kan påvirke sagens efterforskning. Endelig kan frihedsberøvelsen være begrundet i, at andre vil føle det krænkede, hvis du er på fri fod, før sagen er afsluttet.

Hvis en dommer i et grundlovsforhør beslutter, at du skal være frihedsberøvet i mere end 24 timer, bliver du varetægtsfængslet.

anklagemyndigheden.dk

Gaderøver truede med kniv

Fredag eftermiddag kl. 15.20 slog en 21-årig mand og gammel kending af Nordjyllands Politi til på Hadsundvej i Aalborg, da han forsøgte sig som gaderøver. Det var med en kniv i hånden, at han her truede en mand og stak ud efter ham.

- I retten fortalte den forurettede, at han kom ud af en opgang, da der pludselig var en person, som rev fat i hans skulder.  Så vendte han sig om og så den 21-årige, og han så straks, at den 21-årige havde en kniv i den ene hånd, fortæller Thomas Klingenberg.

Den 21-årige sagde så, at han ville stikke den forurettede, hvis han ikke fik hans ting.

- Samtidig stak han ud efter hans hals. Den forurettede undveg, men det skete igen. Derpå holdt den 21-årige kniven i hoftehøjde og stak to gange ud mod maven på den forurettede, som igen undveg, forklarer anklageren.

På dette tidspunkt kom der flere vidner til, og den 21-årige stak af. Men på baggrund af vidneforklaringerne og signalementet kunne den 21-årige senere anholdes hos sin mor på Signalvej - hvor man også fandt kniven.

I forbindelse med grundlovsforhøret erkendte han, at han forsøgte at røve en mand. Han erkendte dog ikke, at han stak ud med kniven, men erkendte, at han havde kniven med. 

Den 21-årige er tidligere dømt for grov vold. Han fik senest en dom på et år og tre måneder i juni 2021 for kvalificeret vold i gentagelsestilfælde og vidnetrusler. Han har desuden flere tidligere domme for både vold og kvalificeret vold.

Han blev varetægtsfængslet indtil 21. oktober. Han kærede ikke varetægtsfængslingen.

Lørdag formiddag i Retten i Aalborg bød desuden på en straksdom, da en 32-årig albaner tilstod at have begået dokumentfalsk.

- Han havde overfor udlændinge- og integrationsmyndighederne gjort brug af falske id-kort i forbindelse med en ansøgning om arbejdstilladelse. Han erkendte og fik en straksdom på 30 dages fængsel, udvisning og indrejseforbud i seks år. Han modtog dommen og er fængslet efter dom, fortæller Thomas Klingenberg.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.