Krimi

Drone spottet ved kaserne i Holstebro

Forsvaret bekræfter, at droner blev observeret blandt andet nær Jydske Dragonregiments kaserne i Holstebro.


Opdateret kl. 14:29

Det er ikke kun i og omkring jyske lufthavne, at der natten til torsdag er observeret droner.

Natten til torsdag blev der også observeret droner ved flere militære installationer - herunder ved Flyvestation Skrydstrup og Jydske Dragonregiments kaserne i Holstebro.

Det bekræfter Forsvaret torsdag eftermiddag.

- Af hensyn til operationssikkerheden og den igangværende efterforskning ønsker Forsvaret ikke at svare udtømmende på, hvor der i øvrigt er observeret droner nær militære installationer, lyder det i en pressemeddelelse.

Tidligere torsdag skrev Dagbladet Holstebro Struer, at politiet havde talt med vidner, der natten til torsdag havde set en drone flyve rundt ved kasernen i Holstebro.

Politikommissær David Dyrmose fra lokalpolitiet i Holstebro fortalte, at der ved 03-tiden indløb en anmeldelse om droneaktivitet ved kasernen.

Efterfølgende rykkede en patrulje ud til stedet og talte med vidner, der bekræftede, at der havde fløjet en drone rundt i området.

Jydske Dragonregiment har ingen kommentarer til oplysningerne, siger presseofficer Ole Navntoft til Dagbladet Holstebro Struer.

TV MidtVest har været i kontakt med en række andre politistationer i Midt- og Vestjylland, og her er der flere steder også meldt om observationer af droner, dog ikke ved andre militære anlæg.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden