Dykkere på jagt efter narkopenge på Christianshavn

Dykkere måtte natten til søndag i vandet, efter at en formodet narkohandler kastede penge fra sig.

Politiet måtte natten til søndag have hjælp fra dykkere fra Hovedstadens Beredskab, efter at en formodet narkohandler kastede penge i vandet på Christianshavn.

Nogle politifolk fik mistanke om en narkohandel på Christianshavn og greb ind for at anholde sælgeren.

- Men han flygter til fods, og undervejs kaster han noget i kanalen, fortæller Henrik Svejstrup, der er vagtchef hos Københavns Politi.

Det lykkedes at anholde den mistænkte, og dykkere blev tilkaldt for at finde det, han havde smidt i vandet. De gik i vandet ved Ovengaden Oven Vandet.

- Her finder de nogle tusinde kroner, som den mistænkte har smidt fra sig, siger Henrik Svejstrup.

Den 36-årige mand, der blev anholdt, er sigtet for blandt andet handel med narkotika. Han vil dog ikke blive krævet varetægtsfængslet i et grundlovsforhør.

Det er ikke usædvanligt, at narkohandlere smider både stoffer og penge fra sig, når politiet er efter dem. Politiet bruger ofte pengebeløb til at anslå, hvor meget narko der er solgt.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.