Efter flere angreb på pædagoger - nu er 26-årig dømt
En 26-årig mand er blevet dømt til anbringelse efter angreb på sin egen far og flere pædagoger
Opdateret kl. 20:06
HIMMERLAND: En 26-årig mand er blevet dømt til anbringelse på en sikret institution på ubestemt tid, efter et voldeligt angreb på sin far og flere overfald på pædagoger.
Det oplyser anklager Malene Lund Andersen.
Manden blev sidste år varetægtsfængslet på en sikret institution, efter han 30. december gik amok på sin egen far og forsøgte at stikke ham med en kniv og en skruetrækker. Faren blev snittet i armen, men formåede at afværge stikkene med en vasketøjskurv.
Den 26-årige fortsatte sin voldelige adfærd i de efterfølgende måneder, hvor han var fængslet på den sikrede institution. Han er nu dømt for otte overfald på flere ansatte på institutionen fra februar til juni i år.
I flere tilfælde har han forsøgt at stikke pædagogerne med blandt andet en fjeder og et stykke plastic, og i et af tilfældene blev en af de ansatte snittet i armen. Den 26-årige fremsatte også flere dødstrusler, ligesom han også slog nogle af de ansatte med knytnæve.
Den 26-årige er erklæret mentalt retarderet og er derfor ikke egnet til almindelig straf.
Han erkendte sig skyldig og modtog dommen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.