Efter frækt tyveri af dyre dæk: Hoteldirektør var lige i hælene på banden
Listige tyve havde forberedt sig for at komme ind i aflåst parkeringskælder

Den norske milliardær Einar Øgrey Brandsdal mistede alle fire dæk og fælge på sin Porsche Cayenne Hybrid, da han overnattede på hotel i Aalborg i weekenden. Foto: Einar Øgrey Brandsdal
AALBORG:Det var på et hængende hår, at tre tyve sent lørdag aften slap væk med dæk og fælge for flere hundrede tusinde norske kroner efter et frækt tyveri mod to norske luksusbiler ved Kompas Hotel i Aalborg.
Det viser videobilleder fra et overvågningskamera i hotellets parkeringskælder.
Tyveriet gik blandt andet ud over den norske milliardær Einar Øgrey Brandsdal, som siden slutningen af 1990'erne har opbygget en anseelig formue gennem ejerskabet af en lang række nethandels-butikker.
Blot fem minutter efter, at tyvene kort efter midnat forlod hotellets parkeringskælder, trådte hoteldirektør Bo Kikkenborg ind i p-kælderen. Han var på vej hjem efter en travl arbejdsdag, hvor Aalborgs karneval og fodboldturneringen Nørhalne Cup med mange norske deltagere havde fyldt hotellet godt op med gæster.

Det var ved Kompas Hotel i Aalborg, at to norske biler mistede dæk og fælge for en anseelig sum. Arkivfoto: Hans Ravn
- Jeg så ud af øjenkrogen, at en bil manglede et enkelt hjul. Dernæst så jeg, at også forhjulet manglede, og da jeg kom om på den anden side og opdagede, at begge hjul der også manglede, tænkte jeg bare "hvad sker der her", fortæller Bo Kikkenborg.
Bilen, som stod klodset op, var en helt ny norsk indregistreret Tesla.
Havde åbnet bagdør
Bo Kikkenborg gik straks tilbage til hotellet for at studere billeder fra kameraet i p-kælderen. De viste tre mænd køre ned i kælderen ca. en time efter, at porten til p-kælderen blev låst kl. 23, som er fast procedure. Det lod sig gøre, fordi de samme tre mænd en time forinden havde været nede i kælderen, hvor de havde åbnet en bagdør til en bagtrappe, som normalt er låst.
Videobillederne viser de tre mænd køre ind i kælderen i en bil med udenlandske nummerplader.
Dækkede kamaraet til
- To af dem kan man se og måske genkende på kropsbygningen. Den tredje, som er den eneste, man kan se ansigtet på, er føreren af bilen. Han har et mundbind på, og som det første, dækker han kameraet til. Så billederne viser ikke, at de rent faktisk løber med hjulene. Men det er vi nu meget sikre på. De gik meget professionelt til værks, så de har prøvet det før. Det er der ingen tvivl om, siger Bo Kikkenborg.
Da han havde set billederne fra videoovervågningen, kontaktede han Nordjyllands Politi. Midt under en travl karnevalsnat havde de ikke tid til at sende en patrulje til hotellet.

Bo Kikkenborg, direktør for Kompas Hotel i Aalborg, var manden, der opdagede, at der havde været ubudne gæster på besøg i hotellets p-kælder. Arkivfoto: Jesper Thomasen
Bo Kikkenborg lagde derfor billederne på et USB-stik, som han gav til ejeren af den hjulløse Tesla.
Først næste dag erfarede Bo Kikkenborg, at endnu en norsk bil - Einar Øgrey Brandsdals Porsche Cayenne Hybrid - havde mistet alle fire dæk og fælge fra pladsen på en offentlig p-plads nær hotellet.
Det tyveri er der ikke billeder af.
Ændrer procedurer
Det er første gang, Kompas Hotel har været ude for tyveri af den karakter, og den oplevelse giver nu anledning til, at hotellet skærper overvågningen og ændrer på sine procedurer.
- Det er ikke noget, vi har oplevet før, så det er ikke noget, vi laver store ændringer for. Vi får dog sat et par kameraer mere op - både ude på vores egen p-plads udenfor og i p-kælderen. Fremover tjekker nattevagten også lige, at bagdøren er låst, når der bliver lukket for porten til p-kælderen kl. 23. Det burde holde dem ude, men vi kan ikke gardere os 100 pct. Alle hotellets gæster har adgang til parkeringskælderen, så hvis man vil, kan man jo alliere sig med nogen, der bor på hotellet, siger Bo Kikkenborg.
Han oplyser, at det er muligt fra hotellers reception at se livebilleder fra det nuværende kamera i p-kælderen.
- Det er ikke noget, vi sidder og kigger på, men hvis vi vil, har vi overblik over hele hotellet. Normalt slår vi over på livebilleder en eller to gange i løbet af en nat, men havde vi gjort det forleden, havde vi alligevel ikke opdaget noget, fordi kameraet var dækket til, og så ser det bare ud til, at der ikke er aktivitet, for så er der normalt sort skærm.
Hos Nordjyllands Politi bekræfter pressechef Christian Brinck, at sagen efterforskes.
- Der er tale om to personbiler, som har fået stjålet dæk og fælge på ukendt vis. Sagen er derfor registreret som tyveri fra personbil. Nordjyllands Politi har i den forbindelse indledt en efterforskning af forholdet, og det betyder, at der aktuelt pågår efterforskningsskridt i sagen – og disse kan politiet ikke oplyse yderligere om af hensynet til efterforskningsarbejdet, skriver han i en mail til Nordjyske.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.