Efterlyst for knivdrab på marked har meldt sig selv

Politiet takker borgere for oplysninger i sagen om en 32-årig mand, der blev stukket ned på marked på Lolland.

Efter en offentlig efterlysning med navn, øgenavn og foto har en 29-årig mand valgt at melde sig selv til politiet i sagen om et drab begået på et marked. (Arkivfoto) <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Efter en offentlig efterlysning med navn, øgenavn og foto har en 29-årig mand valgt at melde sig selv til politiet i sagen om et drab begået på et marked. (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En mand, der har været efterlyst for et drab begået på Døllefjelde-Musse Marked på Lolland fredag, har søndag aften meldt sig selv. Det oplyser politiet.

Søndag formiddag besluttede politiet at offentliggøre navn og foto på den mistænkte 29-årige mand i sagen, og også hans øgenavn blev viderebragt.

Godt ti timer senere kunne politiet berette om anholdelsen.

I en pressemeddelelse takker Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi for de mange oplysninger, som borgere er kommet med i sagen.

"Det er en uvurderlig hjælp i opklaringsarbejdet," hedder det.

Forbrydelsen skete fredag aften på parkeringsområdet ved markedet. En 32-årig mand blev stukket ned med kniv. Han blev fløjet til behandling på Rigshospitalet, men døde lørdag.

Offeret, der var fra Nykøbing Falster, og den mistænkte kendte hinanden i forvejen, har politiet tidligere oplyst.

Hvad den 29-årige siger til sigtelsen, fremgår ikke af politiets pressemeddelelse søndag aften.

Mandag vil den anholdte blive fremstillet i Retten i Nykøbing Falster.

Her får den anholdte mulighed for at svare på spørgsmål, hvorefter en dommer skal vurdere styrken af politiets mistanke, og om der grundlag for varetægtsfængsling.

Offeret var Deniz Köktas. Han var vvs'er og far til en otte-årig dreng, skriver Ekstra Bladet. Svært kvæstet nåede han at sige farvel til en barndomsven, beretter mediet.

Markedet i Døllefjelde-Musse er en stor folkelig begivenhed på Lolland. Godt 100.000 gæster plejer at komme forbi i de dage, markedet står på.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.