retsforfølgelse

Efterlyst mand blev opdaget på restaurant og fik hurtig dom

Retsmøde med 38-årig mand, der har været efterlyst i mere end to uger, endte med tilståelse.

Et tip til politiet førte til, at en efterlyst mand torsdag eftermiddag blev anholdt på restaurant i Holstebro. (Arkivfoto).
Et tip til politiet førte til, at en efterlyst mand torsdag eftermiddag blev anholdt på restaurant i Holstebro. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 11:01

En eftersøgt mand i en sag om skydevåben blev opdaget, da han torsdag eftermiddag var ude at spise i Holstebro.

Et vidne i restauranten kunne huske politiets offentlige efterlysning med foto og navn af en 38-årige, genkendte ansigtet og besluttede at reagere. Derefter kunne betjente uden dramatik ved 15-tiden anholde manden.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi fredag formiddag.

I et grundlovsforhør i Retten i Holstebro gik han til bekendelse. Han tilstod to lovovertrædelser og fik en såkaldt straksdom på ubetinget fængsel i to år og seks måneder.

Det var 13. september, at politiet gik ud offentligt med sagen om den 38-årige, der er fra Haderup.

Da han ikke havde reageret på politiets forsøg på at få ham i tale i en sag om skydevåben, gik ordensmagten ud med foto og signalement.

I fredagens retsmøde tilstod han, at han 20. maj var i besiddelse af en pistol, lyddæmper og ammunition. Våbnet blev affyret i mandens have. Desuden erkendte han et forsøg på at købe et lignende våben.

- Han har modtaget dommen, siger fungerende specialanklager Jakob Kjær Ratz. Den 38-årige kan påbegynde afsoningen med det samme.

Sagen indgår i et kompleks, hvor fem andre nu sidder varetægtsfængslet efter anholdelser i Struer, Holstebro og Herning.

Blandt andet sigtes to brødre fra Struer for at have haft skydevåben mellem hænderne. Det skal blandt andet være brugt i Klosterhede Plantage, har TV Midtvest tidligere rapporteret.

Også et halvt kilo amfetamin og 200 gram kokain indgår i de sigtelser, der er blevet rejst mod de fem.

Senest blev en 32-årig mand tirsdag fængslet for at have håndteret en pistol i Struer i slutningen af august. Sigtelsen bygger på rumaflytning og videoovervågning, har en anklager tidligere oplyst.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden