Tidligere dømt for drabsforsøg fængsles for rå vold ved VM-visning
32-årig svensk mand, der er ansat i politiet, fik svære skader efter voldeligt overfald i København.
Opdateret kl. 16:21
En 31-årig mand er fredag blevet varetægtsfængslet sigtet for farlig vold ved et storskærmsarrangement i København, der fandt sted tirsdag.
Offeret, en 32-årig svensk mand, der arbejder i politiet, og som var kommet til Danmark på ferie, meldes i livsfare.
Ifølge politiet sigtelse blev han tildelt et hårdt knytnæveslag. Resultatet var svære skader på hals og hoved, herunder en hjerneblødning og brud på nakkehvirvel.
Det er kommet frem ved grundlovsforhøret i Københavns Byret.
Efter at have set en video af overfaldet har dommeren konkluderet, at der er en såkaldt særlig bestyrket mistanke mod den 31-årige. Han fængsles i 26 dage af hensyn til retshåndhævelsen - altså folks retsfølelse.
Videoen blev afspillet bag lukkede døre.
Sigtelsen drejer sig om vold af særlig rå karakter. Den 31-årige er tidligere - i 2017 - blevet straffet for et drabsforsøg. Det resulterede i en dom på fængsel i syv år.
Ifølge B.T. er han desuden tiltalt i en anden sag om vold. Den blev i foråret udsat.
Manden meldte sig selv fredag morgen, efter at politiet havde efterlyst ham med et foto.
I retsmødet fredag ønskede han ikke at besvare spørgsmål. Men det kom frem, at han nægter sig skyldig i særlig grov vold.
Overfaldet skete tirsdag aften cirka klokken 20.45.
Vidner har forklaret politiet, at der opstod uro, da Norge scorede deres andet mål i aftenens fodboldkamp, som blev vist på storskærm.
Nogle svenske tilskuere kastede tilsyneladende med øl. Nogle mænd blev angiveligt ramt. Og derefter blev den 32-årige ramt af det, som politiet beskriver som et hårdt knytnæveslag til hals eller kæbe.
Arrangementet blev afbrudt efter voldsepisoden.
Den 31-årige mand er blevet varetægtsfængslet frem til den 29. juli.
RITZAU
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.