Eksplosion raserer vinhandels indgang på halvmaratonrute

Trods eksplosion på halvmaratonrute bliver løbet i København søndag afviklet som planlagt.

Politiet havde søndag morgen afspærret området for vinhandlen på Godthåbsvej 52 på Frederiksberg, som i nattens løb blev ramt af en eksplosion. <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Politiet havde søndag morgen afspærret området for vinhandlen på Godthåbsvej 52 på Frederiksberg, som i nattens løb blev ramt af en eksplosion. Philip Davali/Ritzau Scanpix

I forbindelse med en eksplosion ved en vinhandel på Godthåbsvej på Frederiksberg var politiets vurdering søndag formiddag, at hændelsen ikke ville få indflydelse på afviklingen af et halvmaratonløb gennem hovedstaden senere søndag.

Og det gør den heller ikke, lyder meldingen fra arrangøren, Sparta, til Ekstra Bladet.

Politiet var først på formiddagen endnu ikke færdige med at arbejde på stedet, fortalte vagtchef Henrik Brix hos Københavns Politi.

- Vi ved endnu ikke, hvad der har forårsaget eksplosionen. Men der er et eller andet, der har sagt bang, og det virker umiddelbart til at være større end et kanonslag, sagde han til Ritzau.

Braget, som ifølge vagtchefen kunne høres helt ind til Hovedbanegården i det centrale København flere kilometer væk, rystede bydelen omkring klokken 03.50.

Eksplosionen ramte indgangspartiet til vinhandlen Skjold Burne på Godthåbsvej 52. Den ligger på rå ruten for Copenhagen Half Marathon, som skydes i gang søndag klokken 11.15 på Øster Allé på Østerbro.

Ifølge Henrik Brix har politiet gennemsøgt området med hunde, og Forsvarets bomberyddere er også tilkaldt. Umiddelbart er der ikke fundet noget, som kan udgøre en fare.

Hans forventning var da også først på formiddagen, at politiets teknikere ville blive færdige på stedet, så afspærringerne kunne ophæves, inden halvmaratonløberne dukker op. Og det er nu ifølge Ekstra Bladet sket.

Ud over den tekniske del af efterforskningen arbejder politiet med ad andre veje at finde ud af, hvad der foregik ved vinhandlen klokken 03.50.

- Vi har ikke nogen vidner. Det er begrænset, hvor mange der sidder og kigger ud af vinduet på den tid af natten, og der har heller ikke været nogen i området, som har set noget, fortæller Henrik Brix til Ritzau.

Det er politiets umiddelbare vurdering, at sprængningen er sket uden for vinhandlen.

Ritzau har tidligere fortalt om voldsomme episoder ved selv samme forretning. I juni 2016 blev der affyret tre skud mod forretningen. Der var ingen kunder til stede, men der var en ekspedient. Ingen kom til skade.

Heller ikke i maj 2018 var der tilskadekomne, da der blev affyret hele syv skud mod forretningen på Godthåbsvej

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.