Politi

En mand er dræbt af skud i København

En mand er fredag aften dræbt af skud på hjørnet af Vesterbrogade og Kaalundsgade i København, skriver TV 2.

En mand, der fredag aften blev ramt af skud på Vesterbro, er afgået ved døden.

Det oplyser Københavns Politi på en pressebriefing ifølge TV 2.

Københavns Politi fik en anmeldelse om et skyderi på hjørnet af Vesterbrogade og Kaalundsgade i København klokken 20.34 fredag aften.

I forbindelse med skyderiet er politiet rykket talstærkt ud og har afspærret et større område.

Motivet for skyderiet er ikke blevet oplyst.

- Jeg kan bekræfte, at der er blevet affyret skud, og at en mand desværre er afgået ved døden, siger Lars-Ole Karlsen, der er vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, på pressebriefingen ifølge TV 2.

Politiet vil ikke kommentere, hvem den afdøde er, eller om han var kendt af politiet i forvejen.

Han oplyser yderligere, at der ikke er nogle anholdte i sagen endnu, men at politiet er massivt til stede i området.

- Vi hører meget gerne fra vidner, tilføjer han.

Han oplyser yderligere, at politiet efterforsker sagen meget bredt. Men hvorvidt skyderiet er banderelateret, vil han ikke kommentere.

Fredag aften skriver Københavns Vestegns Politi på det social medie Twitter, at det er til stede i Hvidovre, hvor det "forbereder en søgning efter en person".

Det fremgår ikke af politikredsens tweet, om det har relation til skudepisoden på Vesterbro. Det har fredag aften ikke været muligt at få en kommentar fra Københavns Vestegns Politi.

På pressebriefingen vil Lars-Ole Karlsen heller ikke kommentere, om de to episoder har relation til hinanden.

- Det kan jeg ikke kommentere på, jeg kan bare sige, at vi efterforsker bredt, siger han ifølge TV 2.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden