Politi

En mand er dræbt af skud på Vesterbro i København

En mand er fredag aften dræbt af skud på hjørnet af Vesterbrogade og Kaalundsgade i København, skriver TV 2.

Politi
Politi Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En mand, der fredag aften blev ramt af skud på Vesterbro, er afgået ved døden.

Det oplyser Københavns Politi på en pressebriefing sent fredag aften ifølge TV 2.

Københavns Politi fik en anmeldelse om et skyderi på hjørnet af Vesterbrogade og Kaalundsgade i København klokken 20.34 fredag.

I forbindelse med skyderiet er politiet rykket talstærkt ud og har afspærret et større område.

Motivet for skyderiet er ikke blevet oplyst.

- Jeg kan bekræfte, at der er blevet affyret skud, og at en mand desværre er afgået ved døden, siger Lars-Ole Karlsen, der er vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, på pressebriefingen ifølge TV 2.

Politiet vil ikke kommentere, hvem den afdøde er, eller om han var kendt af politiet i forvejen.

- Vi hører meget gerne fra vidner, tilføjer Lars-Ole Karlsen.

Han oplyser yderligere, at politiet efterforsker sagen meget bredt. Men hvorvidt skyderiet er banderelateret, vil han ikke kommentere.

Kort tid efter - klokken 00.01 lørdag - skriver Københavns Vestegns Politi på Twitter, at det har anholdt en person i forbindelse med en eftersøgning i Hvidovre.

- Vi er fortsat til stede på Hvidovrevej og har foretaget anholdelse af en person. Vi vil fortsat være til stede med en opfølgende efterforskning, men der vil ikke være yderligere anholdelser, og vi har ikke yderligere oplysninger, skriver politiet.

Cirka halvanden time forinden oplyste Københavns Vestegns Politi, at det var til stede i Hvidovre, hvor det "forbereder en søgning efter en person".

Det fremgår ikke af politikredsens tweets, om anholdelsen i Hvidovre har relation til skudepisoden på Vesterbro. Det har ved midnat lørdag ikke været muligt at få en kommentar fra Københavns Vestegns Politi.

På pressebriefingen ville Lars-Ole Karlsen heller ikke kommentere, om de to episoder har relation til hinanden.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden