Krimi

En person er død efter frontalt sammenstød med varebil

En mand har onsdag mistet livet, efter en trafikulykke i Hinnerup. En anden mand er i kritisk tilstand.


Opdateret kl. 19:31

En mand har mistet livet efter en færdselsulykke på Postvej i Hinnerup i Østjylland.

Det oplyser Østjyllands Politi til Ritzau.

- Tre personer er involveret. En person er desværre afgået ved døden. En er i kritisk tilstand, lyder det.

Det er tre mænd, der er impliceret i ulykken, hvor der er tale om et frontalt sammenstød mellem en varebil og en personbil.

Den omkomne sad i personbilen.

En af mændene fra varevognen er i kritisk tilstand, lyder det.

Årsagen til sammenstødet er ukendt, men der er tilkaldt en bilinspektør. En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

Det vides ikke, hvor gamle de tre mænd er på nuværende tidspunkt.

I forbindelse med ulykken er Postvej spærret, og politiet oplyser, at man fortsat arbejder på stedet.

Der opfordres til, at bilister finder alternative ruter.

- Respekter gerne udrykningskøretøjer, der kommer og kører fra stedet, lyder det desuden på mediet X.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden