Evakueret afghaner brød indrejseforbud: Straf bortfalder

Mandag har Københavns Byret valgt at lade straffen for at bryde indrejseforbud bortfalde for en udvist mand.

- Hvordan kan I ikke tage situationen i Afghanistan mere alvorligt, når det handler om liv eller død. Jeg kan ikke forstå, at anklageren er så uforstående over for, at jeg har været i livsfare. Det sagde den 30-årige afghanske mand kort før domsafsigelse i byretten mandag. <i>Nils Meilvang/Ritzau Scanpix</i>

- Hvordan kan I ikke tage situationen i Afghanistan mere alvorligt, når det handler om liv eller død. Jeg kan ikke forstå, at anklageren er så uforstående over for, at jeg har været i livsfare. Det sagde den 30-årige afghanske mand kort før domsafsigelse i byretten mandag. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

En udvist afghansk mand brød sit indrejseforbud, da han lod sig evakuere fra Afghanistan i august 2021.

Det har en dommer ved Københavns Byret afgjort, men straffen for lovovertrædelsen bortfalder.

- Det kan ikke udelukkes, at han aktuelt var truet af Taliban på evakueringstidspunktet, siger dommer Lone Bach Nielsen.

I november 2016 blev manden ved Retten i Roskilde kendt skyldig i brandstiftelse. Det kostede ham seks måneders fængsel og udvisning af Danmark med et forbud mod at rejse ind i landet frem til 1. februar 2023.

Dommen fik han for at sætte ild til en madras på sit daværende værelse på et asylcenter.

I begyndelsen af 2017 rejste manden fra Danmark til Afghanistan. Men i takt med Talibans fremtog i landet, begyndte han at frygte for sit og sin families liv, har han forklaret.

Selv om han er tidligere udvist af Danmark, kom den 30-årige med sin kone og deres to små børn sidste år på den danske kriseliste og blev evakueret fra Afghanistan til Danmark.

Det blev de, fordi han i 2014 blev ansat på den danske ambassade i Kabul som sikkerhedsvagt. Her arbejdede han i knap et år.

Efter at han havde haft kontakt til både Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet i sensommeren 2021, kom han på de danske myndigheders kriseliste.

Manden landede med sin familie i Københavns Lufthavn i Kastrup natten til den 24. august 2021, hvor han blev anholdt.

Under retsmødets procedure lagde forsvarer Kenn Regner Jørgensen særligt vægt på, at der var tale om en nødretssituation, da manden i august lod sig evakuere.

- Min klient er ikke en kriminel person. Min klient er en ganske almindelig familiefar med kone og to små børn, siger Kenn Regner Jørgensen.

Før dommeren trak sig tilbage for at vurdere sagen og nå frem til en afgørelse, benyttede den tiltalte sig af muligheden for at komme med en sidste bemærkning.

- Hvordan kan I ikke tage situationen i Afghanistan mere alvorligt, når det handler om liv eller død? Jeg kan ikke forstå, at anklageren er så uforstående over for, at jeg har været i livsfare, sagde den 30-årige henvendt til anklageren.

Anklagemyndigheden har to uger til at vurdere, om den vil anke til landsretten.

For nu er den 30-årige mand løsladt. Han sætter mandag kurs mod det asylcenter i Jylland, hvor hans kone og to små børn befinder sig.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden