Hærværk

Fem minutters hærværk. Regning: 200.000 kroner

Den nåede ikke at stå færdig i mange timer. Så var flunkende ny trappe beskadiget

- Hvem finder på sådan noget?  Projektleder Jens Røndbjerg Jeppesen undrer sig over det sjove i at smide tunge sten af en nylavet trappe.  Han har en regning klar, hvis man kan finde synderne.
- Hvem finder på sådan noget?  Projektleder Jens Røndbjerg Jeppesen undrer sig over det sjove i at smide tunge sten af en nylavet trappe.  Han har en regning klar, hvis man kan finde synderne. Foto: Lars Pauli

Opdateret 02. maj 2024 kl. 10:26

Den sidste sten  til 80 trin var lige lagt i sidste uge. Men kun få timer senere syntes nogen det var sjovt at smide 25 kilo tunge stykker beton ned af trappen, som var den en bowlingbane.

Det kunne den ikke holde til. Og regningen for at gøre hærværket godt igen bliver høj.

 Episoden fandt sted i weekenden, og håndværkerne, der havde lavet trappen over de sidste uger, opdagede det, da de mødte ind mandag morgen.

Foreløbig lader ingen til at have hørt eller set, da de tre tunge sten blev kastet ned af trappen her. Foto: Lars Pauli

Da stod de nedenfor trappen og kunne se både sten og spor af splintrede trin 15 meter op.

- Vi ved ikke, hvem der har gjort det. Men vi vil rigtigt gerne vide, hvis det er nogen vi kan gøre ansvarlige. For det bliver dyrt at reparere. Rigtigt dyrt, siger Jens Røndbjerg Jeppesen, der er kommunens projektleder på det omfattende arbejde.

Venter på forsikring

Trappen løber ned ad en skråning bag stationen i Hobro. I fremtiden skal den forbinde kvarteret bag skråningen mere direkte med perronerne. Et projekt til i alt omkring 37 millioner kroner.

Den dyreste del er en gangbro med elevatorer, der kommer op senere på året.

Trappen var den første del, der skulle være helt færdig. Men nu er den del af arbejdet stoppet. Og det går næppe i gang igen inden Mariagerfjord Kommune er færdig med at snakke med forsikringsselskabet. Det kan der gå måneder med.

- Skaderne ser nok ikke ud af så meget. Man kan godt gå på trappen, men der er slået store stykker af trin rundt omkring. Men vi er nødt til at pille rigtigt mange af trinene op for at komme til dem, der er beskadiget. Og så skal der støbes op på ny inden de nye trin lægges på, forklarer projektlederen. 

-Det kommer til at koste en 150.000 til 200.000 kroner at gøre skaden god igen, vurderer han.

Mens arbejdet med trappen er rykket over på skades-eksperters skriveborde, er brolæggerne nu rykket over til arbejdet med en 300 meter lang sti, der er til gangbesværede og trafikanter på hjul.

Krævende hærværk

Det var sten fra muren her, der blev pillet ned og fragtet hen til trappen 15 meter væk. Så helt spontant har hærværket ikke været, vurderer Jens Røndbjerg Jeppesen. Foto: Lars Pauli

Hvem der står bag hærværket er som sagt ikke afklaret. Men de har ikke bare reageret på et øjebliks indskydelse: 

- De har taget tre sten, der vejer en 25-30 kilo hver, båret dem 15 meter, og så smidt dem ned, rekonstruerer Jens Røndbjerg Jeppesen forløbet.

Han håber som sagt at nogen henvender sig med oplysninger om, hvem der står bag. Området kan ses fra Hobros bær-kvarter, og måske har overvågningskameraer på stationen fanget noget på toppen af bakken, nu der ikke er blade på træerne.

skaderne er selvfølgelig behørigt dokumenteret overfor forsikringen. Men arbejdet med trappen går i stå indtil erstatningen er afklaret. Foto: Lars Pauli

Planen er at hele projektet står færdigt til 1. oktober. Hvis forsikringen tillader.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden