Fiks finte: Mænd byttede plads i bilen - og fik hver en sigtelse
Politiet har haft travlt med narkorelaterede sager denne weekend

Foto: Bo Lehm
THY:Natten til fredag kl. 01:50 stoppede en patrulje fra Midt- og Vestjyllands Politi en bil, der kom kørende ad Klitmøllervej ved Vangså.
Da bilen blev standset sad en 32-årig mand fra Thisted bag rattet. Men da bilen var bragt til standsning, fulgte han en pludselig indskydelse og valgte at bytte plads med sin 33-årige kammerat på passagersædet.
Hvis finten skulle forhindre, at politiet opdagede, at den 32-årige havde ført bilen, mens han var påvirket af stoffer og alkohol, så virkede det ikke - han fik sin sigtelse alligevel.
Til gengæld resulterede manøvren i, at hans 33-årige kammerat, der også kommer fra Thisted, ligeledes kunne tage en sigtelse med hjem for kørsel i spiritus- og narkopåvirket tilstand.
Det var dog langt fra den eneste episode, hvor politiet i weekenden måtte slå til overfor narkorelateret kriminalitet.
Allerede fredag eftermiddag kl. 16:10 blev en bilist stoppet på Kai Lindbergs Gade i Hanstholm. Bilisten viste sig at være en 27-årig mand fra Thisted Kommune, som var påvirket af euforiserende stoffer.
I tilgift havde den 27-årige intet kørekort, og derfor blev bilens ejer, en 28-årig kvinde fra Thisted Kommune, sigtet for at have overladt bilen til ham.
Fredag aften kl. 21:29 visiterede politiet en 30-årig mand ved Plantagehuset i Thisted. Manden blev fundet i besiddelse af otte gram hash, og fik en sigtelse herfor.
Lidt senere samme aften kl. 00:02 traf politiet en 17-årig dreng på Refsvej. Han viste sig at være i besiddelse af 1,9 gram hash, og blev sigtet for det.
Søndag eftermiddag stoppede politiet en bil på Gl. Aalborgvej. Den blev ført af en 32-årig mand fra Nykøbing, og han var påvirket af euforiserende stoffer.
Endelig foretog politiet en ransagning på en adresse på Skippergade i Øsløs kl. 00:01 natten til søndag.
Husets beboer, en 56-årig mand, blev fundet i besiddelse af 77 gram amfetamin og 104 gram hash.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.