Fireårig er ude af koma efter voldsom brand på Bornholm

Branden kostede en 11-årig dreng livet. Hans far og otteårige bror ligger fortsat i kunstig koma.

En fireårig dreng, der blev svært kvæstet ved en voldsom brand på Bornholm natten til onsdag, er ude af koma.

Det oplyser chefpolitiinspektør Kim Voigt Munksgaard til TV2 Bornholm.

Branden kostede en 11-årig dreng livet.

Hans far og to yngre brødre blev fløjet til Rigshospitalet og lagt i kunstig koma. Men den er den yngste af drengene altså nu kommet ud af.

- Der er lidt bedring i forhold til den fireårige, som er ude af koma, så vidt vi har fået oplyst fra Rigshospitalet. Så han er altså i klar bedring, siger Kim Voigt Munksgaard til TV2 Bornholm.

- Faren og den otteårige søn er fortsat i kunstig koma og er stadig at betragte som i kritisk tilstand.

Branden brød ud på en trelænget gård på Aarsballevej nordøst for Rønne kort før klokken 02.00. I huset var en familie på fem - de tre drenge og forældrene, der begge er 35 år.

- Ude på stedet møder vi moren og kan hurtigt herefter med røgdykkere konstatere, at den 11-årige søns liv ikke står til at redde. Han er død på stedet inde i huset, sagde Kim Voigt Munksgaard på et pressemøde onsdag morgen.

- De andre blev i ambulancer bragt til Bornholms Hospital og derfra blev de alle fire overført til Rigshospitalet.

Moren er fysisk uskadt, men er ifølge chefpolitiinspektøren stærkt chokeret og berørt.

- Det tyder på, at det er i beboelseslængen med stue og førstesal, at branden er startet og har raseret. Vi har ikke et helt klart overblik over, hvor de har sovet, men de har alle fem været i den del af ejendommen, sagde Kim Voigt Munksgaard onsdag morgen.

Årsagen til branden kendes endnu ikke. Den skal Bornholms Politi de kommende dage finde frem til med assistance fra brandteknikere fra København.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.