Flere knivstik anmeldt i forbindelse med nytår i København

19-årig blev nytårsaften stukket i låret på Christiania, mens to mænd er anholdt for knivstik på Nørrebro.

Politi <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Politi Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En 19-årig mand blev nytårsaften stukket med kniv i baglåret på Christiania ved Bådsmandsstræde i København.

Han er uden for livsfare og i stabil tilstand.

Det oplyser central efterforskningsleder ved Københavns Politi Espen Godiksen natten til lørdag.

Politiet fik anmeldelsen klokken 18.02 og har efterfølgende efterforsket i området med blandt andet hundepatruljer.

- Jeg kan sige, at der lige nu ikke er noget, der tyder på, at det skulle være banderelateret, siger Espen Godiksen, der ellers ikke har nogen kommentarer til mulige gerningsmænd eller motiv.

Ingen er indtil videre anholdt i sagen.

Natten til lørdag rykkede Københavns Politi også ud til en episode på Stefansgade på Nørrebro.

Her kom to mænd angiveligt op og slås i en lejlighed omkring klokken 03.15 og pådrog sig i den forbindelse knivstik begge. Det siger Espen Godiksen lørdag morgen.

Han tilføjer, at begge mænd blev anholdt på stedet.

- Mistanken er, at de har stukket hinanden. Men vi er ikke så dybt nede i sagen endnu, så jeg kan ikke sige noget om, hvad der præcist er foregået, siger efterforskningslederen.

Espen Godiksen ønsker ikke at oplyse alderen på de to mænd, men tilføjer, at de begge er uden for livsfare.

De er begge sigtet for kvalificeret vold. Lørdag formiddag skal der tages stilling til, hvorvidt de skal fremstilles i grundlovsforhør.

Tidligere lørdag morgen skrev TV 2, at der havde været et knivstik på Halmtorvet i København. Det har siden vist sig at være et slagsmål og ikke et knivstik, skriver TV 2 omkring klokken 07.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.