Flere opgange evakueres efter større tagbrand i Nykøbing Mors
Beboere i opgange på en adresse på Møllevænget i Nykøbing Mors evakueres, da en større brand er brudt ud.
Opdateret kl. 22:23
Flere taglejligheder står torsdag aften i flammer på Møllevænget i Nykøbing Mors.
Politi og beredskab har derfor evakueret beboere i flere opgange. Det skriver Nordjyllands Beredskab på X.
- Branden er omfattende, og ejendommens beboere er evakueret. Slukningsarbejdet pågår fortsat, lyder det.
Desuden er der indkaldt assistance fra omkringliggende stationer samt Beredskabsstyrelsen, skriver beredskabet i opslaget.
Der er på nuværende tidspunkt ingen meldinger om personskader, skriver både TV Midtvest og TV2 Nord.
Politiet formoder, at branden er opstået i en af lejlighederne og siden har bredt sig til andre dele af boligblokken samt i tagkonstruktionen.
- Og vi er ved at evakuere resten af blokken. Den har fået godt fat. Brandfolkene er talstærkt til stede, siger vagtchef Viggo Rækby fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest.
Desuden opfordres borgere i området til ikke at søge nærmere, da beredskabet skal have plads til at arbejde på stedet.
Vagtchefen forventer, at beredskabet vil arbejde ved adressen i flere timer, skriver TV2 Nord kort før klokken 22.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.