Solouheld: Tre unge kørt på hospitalet
Tre personer i 20'erne er blevet kørt på hospitalet efter et solouheld torsdag aften
Opdateret 16. maj 2025 kl. 05:48
To mænd og en kvinde er blevet kørt på sygehuset efter et solouheld på Ny Nibevej, der ligger mellem Frejlev og Sønderholm vest for Aalborg.
Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen torsdag aften.
Politiet modtog klokken 21.41 en anmeldelse via alarmcentralen. Her fremgik det, at flere personer var fastklemt i en bil.
Bilen var af ukendte årsager kørt af vejen, hvorefter den endte i en grøft.
Der er tale om to mænd på henholdsvis 23 og 22 år og en kvinde på 21 år.
- Alle tre personer er blevet kørt på sygehuset. Den ene mand og kvinden var kommet en del til skade og var behandlingskrævende uden at være i livsfare. Den anden mand blev kørt til tjek, men havde ingen skader, siger vagtchefen.
- Vi har umiddelbart en mistanke om, at der kan være noget spiritus involveret, siger Jesper Sørensen.
Der er endnu uklart, hvem af de to mænd, der førte bilen, da den kørte af vejen nær Aalborg. Derfor er der blevet udtaget blodprøver på begge mænd, fortæller vagtchefen.
Umiddelbart efter biluheldet blev rute 187 fra Aalborg mod Hvalpsund mellem Frejlev og Sønderholm spærret på grund af uheldet.
Torsdag aften klokken 23.25 er der igen åbent for trafik, oplyser vagtchefen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.