Bandekonflikt i Aalborg

Flere pistolskud på åben gade bragte mange nordjyders liv i fare. Eller gjorde de?

Anklager og forsvarer er uenige i centralt punkt i sagen mod to mænd, der er tiltalt for skyderi tæt på havnefronten under sidste års regatta

Politiet var massivt tilstede, da der pludselig var melding om skyderi i Aalborg under stort event.
Politiet var massivt tilstede, da der pludselig var melding om skyderi i Aalborg under stort event. Arkivfoto: Jan Pedersen

Opdateret 12. september 2024 kl. 12:35

Billeder af pistoler sirligt pakket ind i plastik.

Videoer med høje beats og hårdtslående rap-tekster om skyderier og bander

Purunge øjenvidner der fik en ellers hyggelig aften ude spoleret af et skuddrama på helt tæt hold.

En fører af en sort Volvo, der blev skudt efter - men nærmest ikke huskede noget fra episoden, fordi det med hans egne ord er normalt for ham at blive skudt efter.

Det er blot nogle af ingredienserne i sagen mod de to 20-årige mænd, der ved Retten i Aalborg er tiltalt for drabsforsøg og for at udsætte adskillige borgere for livsfare, da der ifølge anklagemyndigheden blev affyret mindst syv skud.

Skuddene var tiltænkt en sort Volvo efter en konfrontation ved Hovedbiblioteket. Nogle af skuddene ramte også bilen, men andre fortsatte i retning mod havnefronten, hvor flere regatta-gæster befandt sig.

Det sidste vidne

Tirsdag formiddag fortalte et enkelt øjenvidne, hvad han oplevede den sommerdag under den maritime festival i Aalborg sidste år. 

- Jeg ser, han har en pistol i en pose, og så begynder han bare at skyde, fortalte den 16-årige dreng, der tilfældigt var på gerningsstedet sammen med en klassekammerat.

Han var det sidste vidne, mens anklageren også fremlagde dokumentation i form af DNA-profiler. Derefter blev dagen brugt til skyldprocedurer - og her var der ikke enighed om ret meget.

Både anklager og de to forsvarsadvokater kom her med deres sidste bemærkninger til, hvordan de mente, at nævningetinget burde dømme. 

Rap i retten

Den 20-årige skød for at dræbe. Og samtidig bragte han også passageren i den sorte Volvo i livsfare, og de mange mennesker, der var taget ind til midtbyen for at høre musik eller se på bådene til Aalborg Regatta den aften. Det mente anklager Mathias Petersen.

- Der var tale om intet mindre end et mirakel, at ikke én eneste person blev ramt af et af de syv skud, sagde han.

Imens smilede den 20-årige, som skød, under sin sorte Gucci-kasket med en broderet rød slange.

- Det var med forsæt til at dræbe, understregede anklageren.

- Han måtte have indset, at det var sandsynligt, at han (føreren af den sorte Volvo, red.) kunne dø, sagde han og forklarede, at der så er tale om den type af forsæt, der i juraen kaldes dolus eventualis. 

Dette skilt på havnefronten i Aalborg blev angiveligt ramt lige i hovedhøjde. Arkivfoto: Jan Pedersen

- Vi har set flere såkaldte musikvideoer, som han optog kort efter, gik anklageren videre og læste mange af teksterne højt.

- Det er tekster, der for mig ikke kan opfattes som andet end praleri og voldsparathed, mente anklageren og fremførte, at han også i teksterne nævnte banden A12 flere gange i sin rap.

- Og han ved, at han af politiet er registreret som en del af den rivaliserende bande GT. Han bevæger sig i et rimeligt tungt kriminelt miljø.

Udsat adskillige menneskers liv for fare

Anklageren lagde især vægt på, at flere vidner var tæt på skudepisoden. En af regattagæsterne har forklaret, at han hørte skuddet suse tæt forbi hans hoved, inden det ramte et skilt på havnefronten.

Og sammen med, at den 20-årige affyrede skuddene, mens han var i bevægelse, så udgjorde det en livsfarlig cocktail.

Samtidig argumenterede han for, at det skete efter forudgående aftale eller i fælles forståelse med den jævnaldrene medtiltalte.

- Der kan også være tale om en stiltiende aftale eller fælles forståelse, sagde han og talte videre om den 20-åriges opførsel op til, under og efter skudepisoden.

 - Han indikerede, at han har en pistol selv, ved at forme sin hånd som en pistol og stikke den ned i buksekanten. 

- Han har haft rigelige muligheder for at sige fra.

Forkert sted, forkert tidspunkt

Den udlægning var den unge mands forsvarer Ulrik Andreas Henriksen på ingen måde enig i.

- Jeg har ikke rigtigt set nogen beviser imod min klient, sagde han og understregede, at hans klient bør frifindes.

- Men klient har været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Han tog fra Thisted til Aalborg, mens han stadig var teenager, og nu har han siddet varetægtsfængslet i mere end et år.

Forsvareren nævnte også den føromtalte videoovervågning af, at han formede en pistol med sin hånd, men understregede, at det jo ikke er en pistol, man kan dømmes for.

- Der er ikke nogen af vidnerne, der har lagt mærke til min klient. Da situation bliver farlig, siger han "pas på", og så løber han.

- De andre løber hjem til deres forældre. Det gør min klient ikke. Og det gør han ikke, fordi de bor i Thisted, forklarede forsvareren.

Tæt på nødværge

Den anden 20–årige tiltalte har også afvist at have handlet sammen med den medtiltalte. 

Derimod har han erkendt at have affyret skuddene mod bilen, og dermed at have udsat føreren af Volvoen for fare - men han nægter drabsforsøg og at have udsat regatta–gæsters liv for fare.

- At det ligefrem skulle være et mirakel, at der ikke var nogen, der blev ramt, det er jeg ikke enig i.

Her er forsvarer Karina Skous to hovedargumenter, at der ikke var mennesker i skudlinjen mellem den 20-årige og bilen, og at der blev skudt målrettet mod bagenden af bilen.

- Bilen kører meget aggressivt og forsøger at køre dem ned. Det er ikke fordi, jeg gør gældende at det er nødværge, men det er tæt på. Så optakten skal selvfølgelig spille ind, mente hun.

Forsvarer: Ikke forsæt til manddrab

Samtidig understregede hun, at det ikke er bevist, at der blev skudt syv gange, og hun talte en del om netop beviserne - eller mangel på samme, når det kom til den unge mands hensigt med at skyde.

- Hellere lade ti skyldige gå fri end dømme én uskyldig. Det er ikke fordi, jeg mener, at han skal frifindes. Det gør jeg på ingen måde, men det handler om, hvad der er bevis for, at han har haft forsæt til, sagde hun.

Her kom hun ind på flere tidligere og ret voldsomme sager, hvor der ikke blev dømt for drab eller drabsforsøg, men derimod grov vold.

- Men her er der ikke en eneste, der har været hospitalet bagefter eller har haft nogen former for skader. Det er altså usædvanligt, hvis man skal dømme for drabsforsøg, fremførte hun.

Fare for regatta-gæster?

I det første forhold om skuddene mod Volvoen, hvor han er tiltalt for forsøg på manddrab, åbner anklageskriftet op for, at der i stedet vil kunne dømmes for den mildere paragraf for grov vold eller den endnu mildere for forsætlig fareforvoldelse.

- Han erkender den mere subsidiære tiltale, for selvfølgelig er det farligt, hvis man skyder mod en bil, sagde hun, mens han dog ikke erkender det, når det kommer til at have udsat andre mennesker, end dem i bilen, for fare.

- Jeg mener ikke, at de her personer har været inde i den her konkrete fare, og min klient har ikke haft forsæt for at udsætte dem for fare.

Nu skal de seks nævninge og tre dommere votere om skyldsspørgsmålet. Der falder efter planen dom mandag 16. september.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden