Politi

Flere skarpe skud affyret på åben gade under regatta: Her står sagen nu

Det var skarpe skud, der blev affyret fredag aften, og politiet er nu ved at have stykket et hændelsesforløb sammen. Men fortsat ingen anholdte

Foto: Jan Pedersen

Opdateret kl. 19:30

Politiet har fået en del henvendelser fra offentligheden efter skyderiet i det centrale Aalborg fredag aften. Og selvom det endnu ikke er klart, hvem der skød på hvem, så er politiet ved at have overblik over hændelsesforløbet.

Det fortæller politikommissær Martin Rolighed.

Skyderiet skete kort før klokken 19.18 i Rendsburggade. Her kørte en sort Volvo op til en gruppe mænd på gaden. Der var en kort ordveksling og herefter blev der formentlig affyret skud mod bilen, mens den kørte væk.

Og det er nu afklaret, at der blev skudt med skarpt, og at der er affyret flere skud. Det præcise antal er dog ukendt.

Skud på åben gade

Ingen personer blev ramt ved skyderiet, men der blev skudt med skarpt på åben gade på et tidspunkt, hvor der var mange mennesker på gaden i forbindelse med regatta på havnen.

Et skilt på havnen blev muligvis ramt af skud Foto: Jan Pedersen

Og et skilt på havnen kan muligvis være blevet ramt af et projektil. Flere vidner har forklaret, at de hørte skiltet blive ramt, og der er også et mærke i skiltet.

Politiet har foretaget tekniske undersøgelser af skiltet, men kan endnu ikke sige med sikkerhed, om der er tale om et skudhul, fortæller Martin Rolighed. 

Internt opgør mellem kriminelle

Politiet arbejder ud fra, at skudepisoden var et internt opgør mellem personer fra kendte kriminelle grupperinger i Aalborg - herunder GT-gruppen.

- Og det er miljøer, der ikke er kendt for at ville samarbejde med politiet, siger Martin Rolighed.

Efterforskningen har altså endnu ikke identificeret personerne, der var impliceret i skudepisoden, ligesom motivet også stadig er ukendt, fortæller politikommissæren.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden