Flere skydevåben og narko sender mand i arresten
Pistol og tre geværer blev fundet i Bramming. Grundlovsforhør er endt med fire ugers varetægtsfængsling.
Opdateret kl. 14:56
En 44-årig mand må tilbringe nytårsaften og de efterfølgende uger bag tremmer, efter at en dommer i Esbjerg lørdag har besluttet at varetægtsfængsle ham.
Manden sigtes for besiddelse af flere skydevåben, har Syd- og Sønderjyllands Politi oplyst. Desuden sigtes han for salg af narkotika.
Sagen skyldes, at betjente på to adresser i Bramming har fundet en pistol og tre geværer samt ammunition. Desuden mistænkes manden for salg af cirka 700 gram amfetamin, oplyser anklageren.
Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, så hans forklaring er ikke kendt. Dommerens konklusion var, at der skulle ske varetægtsfængsling i fire uger.
På det tidspunkt skal anklagemyndigheden vurdere, om der er grundlag for at bede retten om at forlænge fængslingen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.