Flygtede fra indlæggelse og politi i stjålet taxi

Flere patruljevogne jagtede undsluppet 31-årig tværs gennem Aalborg

Flere patruljebiler fra to politikredse deltog i jagten på den 31-årige mand. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Flere patruljebiler fra to politikredse deltog i jagten på den 31-årige mand. Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG:Der skete heldigvis kun materiel skade, da flere patruljevogne fra Nordjyllands Politi og Midt- og Vestjyllands Politi onsdag eftermiddag kort efter kl. 16 jagtede en 31-årig mand i en stjålet taxi tværs gennem centrum af Aalborg.

Men det var mere held end forstand.

Jagten sluttede først, da den 31-årige mand kort efter at have passeret Limfjordsbroen i nordgående retning mistede kontrollen over køretøjet og stødte sammen med en anden bil tæt ved Hels Angels rockerborg i Østergade. I samme moment blev den 31-årige ifølge Nordjyskes oplysninger påkørt bagfra af en patruljevogn.

Forinden havde han kørt aldeles hasarderet over broen, hvor han havde foretaget adskillige overhalinger ud over spærrelinjerne på broen. Han havde blandt andet tvunget en modkørende til en hastig undvigemanøvre for at undgå et frontalt sammenstød, og kort før han forulykkede i Nørresundby, måtte en kvindelig cyklist springe for livet.

- Med den kørsel, der var, kunne det have gået helt galt. At der ikke er sket personskade, er sådan set bare et held, siger vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi.

Det var ellers helt frivilligt, at den 31-årige mand fra Mors kort tid forinden havde taget turen til Aalborg i en patruljevogn fra Midt- og Vestjyllands Politi for at blive afleveret på psykiatrisk skadestue på Mølleparkvej.

Men det fortrød han tilsyneladende, da de nåede frem, for pludselig stak han af fra betjentene og løb i fuld firspring ad Vesterbro til Europaplads, hvor det lykkedes at stjæle en taxi.

- Vi har arbejdet på, om det kunne give ham en sigtelse for røveri, men det viser sig, at taxichaufføren selv forlader taxi'en uden at være blevet truet - men sikkert fordi han følte sig utryg ved situationen, så derfor bliver det en sigtelse for brugstyveri, forklarer Poul Fastergaard.

Han fortæller også, at politiet hurtigt var i hælene på flygtningen takket være gps-data fra taxi-selskabet.

Hos Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter vagtchef Ole Vanghøj, at en patrulje fra politikredsen deltog i jagten på den 31-årige mand, der allerede før onsdagens dramatiske biljagt er godt kendt af politiet.

Onsdag aften var han endnu ikke blevet afhørt, mens Nordjyllands Politi forsøgte at skabe overblik over alle de sigtelser, de senere skal præsentere for politiets jurister.

Alt taler for, at de anbefaler at fremstille den 31-årige mand i et grundlovsforhør torsdag.

Politiet hører fortsat gerne fra bilister, som har oplevet hændelsen på nært hold. De kan kontakte Nordjyllands Politi på 114.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.