56-årig mand dræbt i ulykke ved centralt torv i Aarhus
Politiet rykkede tirsdag aften ud til en ulykke mellem en bus og en fodgænger i Aarhus. En mand er død.
Opdateret 23. november 2022 kl. 13:44
En 56-årig mandlig fodgænger mistede tirsdag livet på Klostertorvet i det centrale Aarhus, da han blev ramt af en bus.
Bussens chauffør opdagede ikke påkørslen. Han blev stoppet af en patruljevogn flere kilometer fra ulykkesstedet.
Den 60-årige mandlige buschauffør blev efterfølgende afhørt om sagen, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse onsdag.
Politiet meddelte tirsdag aften klokken 19.50, at man var rykket ud til ulykken. Kort efter - klokken 20.30 - oplyste politiet, at en person var afgået ved døden.
I nogen tid var den dræbte mands pårørende ikke underrettet. Østjyllands Politi skriver onsdag, at de nu er underrettet.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.