Folketingsmedlem truet på Facebook: Derfor blev 27-årig frifundet
En trussel til lederen af partiet Frie Grønne var sendt fra en 27-årig mands Facebook-profil, men det var ikke nok til at blive dømt
Opdateret kl. 17:38
FREDERIKSHAVN: Tidligt om morgenen den 24. juli sidste år tikkede der en privat Facebook-besked ind til folketingsmedlem og leder af partiet Frie Grønne, Sikandar Siddique. Beskeden var alt andet end venlig, men indeholdt en svada af nedladende ord og trusler på livet.
Beskeden var sendt fra en Facebook-profil, der tilhører en 27-årig mand fra Frederikshavns-området.
Tirsdag sad manden så på anklagebænken ved Retten i Hjørring, tiltalt for trusler om vold mod nogen i offentlig tjeneste.
Men han forlod retten uden en dom.
Under retssagen blev det godt nok slået fast, at der var tale om en trussel, ligesom det også blev slået fast, at truslen var sendt fra den 27-åriges Facebook-profil.
Men var det ham, der havde sendt truslen fra profilen? Det var der derimod ikke klokkeklart bevis for.
I retten afviste den 27-årige, at det var ham, der havde skrevet beskeden. Han forklarede, at han en uge forinden havde mistet sin telefon, og at det måtte være en anden, der havde brugt hans telefon og skrevet truslen til folketingspolitikeren, fortæller anklager Stephen Pedersen.
Da der ikke var andre beviser i sagen, fandt retten, at der var en rimelig tvivl om, hvem der faktisk havde skrevet truslen. Og for at blive dømt, skal det være bevist "uden for enhver rimelig tvivl", at man er skyldig.
Derfor blev den 27-årige frifundet.
Anklagemyndigheden har nu 14 dage til at overveje, om man vil anke frifindelsen til landsretten.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.