dommer

Forældre dømt for at forsøge at tvangsgifte datter

Et forældrepar frihedsberøvede deres 17-årige datter for at få hende tvangsgift i udlandet, mener retten.


Opdateret kl. 16:55

En 45-årig kvinde og en 49-årig mand er tirsdag blevet kendt skyldige i at frihedsberøve og forsøge at tvangsgifte deres 17-årige datter i udlandet.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Retten i Odense idømte manden halvandet års fængsel og kvinden en ambulant behandlingsdom.

Den 45-årige kvinde og den 49-årige mand er dømt for at have frihedsberøvet deres datter i udlandet i omkring en måned.

Forældrene har siddet varetægtsfængslet, imens sagen stod på og blev løsladt af retten, da dommen var blevet afsagt.

Den 49-årige mand udbad sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke sin dom til landsretten. Kvinden modtog dommen.

Fyens Stiftstidende var til stede i retten. Selv om sagen startede hos de danske myndigheder, fordi den 17-årige sendte en besked til en veninde, har hun ifølge avisen fastholdt, at rejsen sammen med hendes forældre var frivillig.

Derfor tilsidesatte anklager Sine Josephsen både forældrene og pigens forklaringer i sagen. Ifølge anklageren var det tydeligt, at pigen skulle giftes mod sin vilje, baseret på de beviser, som blev fremlagt i sagen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden