Formodet pirat får igen forlænget fængsling i Danmark
En pirat, der er mistænkt for drabsforsøg på danske soldater i Guineabugten, forlænger frivilligt fængsling.

I første omgang var en 39-årig formodet pirat tilbageholdt på den danske fregat "Esbern Snare". Men han blev senere overført til et hospital i Ghana og efterfølgende fløjet til Danmark, hvor han nu sidder fængslet. (Arkivfoto). Lars Magne Hovtun/Ritzau Scanpix
En formodet pirat, der har siddet fængslet i Danmark siden januar, har frivilligt lade sin fængsling forlænge til 15. marts.
Det oplyser anklagemyndigheden til Ritzau.
Den 39-årige nigerianske mand er sigtet for drabsforsøg, da han ifølge anklagemyndigheden var med til at angribe danske soldater i Guineabugten den 24. november sidste år. Han nægter sig skyldig.
Sammen med tre andre formodede pirater blev han tilbageholdt af danskerne efter ildkampen.
Han var i første omgang med de tre andre på den danske fregat "Esbern Snare", men blev senere overført til et hospital i Ghana på grund af sine skader efter skudvekslingen. Han har fået amputeret sit ben.
De danske myndigheder vurderede, at det ikke ville være forsvarligt at løslade ham til søs på grund af hans skader, og som den eneste af de mistænkte nigerianere blev han fløjet til Danmark 6. januar.
I et grundlovsforhør i Københavns Byret blev han dagen efter varetægtsfængslet i foreløbigt 25 dage. Her sad han i kørestol, og han forklarede, at det var danskerne, der begyndte at skyde på dem.
Han kærede beslutningen til landsretten, som dog blåstemplede fængslingen. Da fængslingen stod til at udløbe, lod han sig frivilligt forlænge til 1. marts, og nu har han altså indvilget i at blive endnu et par uger mere bag tremmer.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.