Retten stryger del af anklage i sag om statsministerdukke
Tirsdag er retssagen om en dukke af Mette Frederiksen begyndt. Forsvarere har fået fjernet del af anklagen.

Det var ved en demonstration mod coronarestriktionerne 23. januar sidste år, at en mannequindukke blev hængt op i en lygtepæl og afbrændt ved Julius Thomsens Plads på Frederiksberg. På dukken stod: "Hun må og skal aflives", hvilket henviste til beslutningen om minkaflivning. Tirsdag er retssagen mod tre mænd begyndt. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Den sidste del af anklageskriftet mod tre mænd, der er tiltalt i en sag om en dukke af statsminister Mette Frederiksen (S), skal stryges.
Det handler om den del af tiltalen, der drejer sig om, at "der blev sat ild til dukken."
Det har Retten på Frederiksberg besluttet tirsdag morgen, hvor retssagen er begyndt.
Beslutningen er truffet efter anmodning fra forsvarerne. De ønskede hele anklageskriftet - og dermed sagen - afvist, men det er kun den sidste del, der afvises.
- Når retten gør det, er det fordi, det er rettens opfattelse, at den første del af tiltalen lever op til kravene, der må stilles til et anklageskrift, men det gør sidste del af tiltalen ikke, siger dommeren.
Det står ikke tilstrækkelig klart, om det er de tiltalte, der har taget del i afbrændingen, mener retten. Men det er faktisk heller ikke anklagerens opfattelse, at de har sat ild til den.
- Det ville ikke have været min påstand, at det var de tiltalte, der satte ild til dukken, siger senioranklager Søren Harbo efter beslutningen.
Forsvarer Birgitte Skjødt fortalte inden rettens afgørelse om afvisning af en del af anklageskriftet, at advokaterne ønskede hele sagen afvist.
- Det er begrundet i et anklageskrift, som efter min opfattelse er mangelfuldt, sagde hun.
Dukken af statsministeren blev hængt op i en lygtepæl under en demonstration arrangeret af gruppen Men in Black lørdag 23. januar 2021.
Mændene er tiltalt for at have overtrådt straffelovens paragraf 119, der handler om trusler mod offentligt ansatte.
I anklageskriftet beskrives, at mændene skal have fremsat truslerne ved et medbringe og hænge dukken, der havde en løkke om halsen, og var påsat et foto af statsministeren.
Dukken havde også et skilt, hvor der blandt andet stod: "Hun må og skal aflives.
Nederst i anklageskriftet står "hvorefter der blev sat ild til dukken". Og det var altså særligt det sidste, som forsvarer Birgitte Skjødt hæftede sig ved.
- Det er efter min opfattelse en beskrivelse af en gerning, som ikke nærmere nævner, hvorved det skal være sket, og hvem der skal have været med til det, sagde hun.
Anklageren protesterede mod afvisning af sagen. Han lagde vægt på, at forsvarerne burde have gjort opmærksom på det før, hvis de ikke mente, at anklageskriftet var klart nok.
- Forsvarerne burde have gjort opmærksom på det, der var uklarhed om straks, sagde Søren Harbo.
Sagen fortsætter nu tirsdag med afhøringer af de tiltalte, der vil frifindes.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.