Forsvaret skal afgøre krav om erstatning efter bombesprængninger
Nogle bygninger på Als fik skader, da bomber fra Anden Verdenskrig blev sprængt i november.
Det bliver Forsvaret, som skal tage stilling til flere borgeres krav om erstatning efter sprængning af to bomber på Kær Halvø ved Sønderborg i november.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse mandag.
To bomber fra Anden Verdenskrig blev sprængt i en aktion, hvor borgere var blevet evakueret fra en sikkerhedszone. Forsvarets specialister i sprængstof og ammunition stod for sprængningen.
Eksplosionerne var kraftige. Nogle ejendomme blev beskadiget, og skaderne blev derefter registreret af politiet.
Myndighederne har siden diskuteret, hvor borgere skal gå hen med deres krav om erstatning, og mandag fortæller politiet så om konklusionen.
Nemlig at Forsvaret skal tage sig af kravene og også eventuelle regreskrav fra forsikringsselskaber.
Alle borgere fra det berørte område vil få besked fra Sønderborg Kommune om, hvordan de skal forholde sig, fremgår det af politiets meddelelse.
Sprængningerne skete 16. november. Forsvarets eksperter var rykket ud, da der sidst i oktober blev fundet de to bomber. De stammede fra et britisk bombefly, der styrtede ned i 1943.
Op mod 500 borgere på Als blev i forbindelse med de kontrollerede sprængninger evakueret fra en sikkerhedszone.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.