Forsvarsadvokat kalder sag om drabsanklaget tolk dybt tragisk

Afghansk mand har ikke haft ønske eller plan om at dræbe sin hustru, lyder det fra forsvarsadvokat inden dom.

Et nævningeting ved Retten i Sønderborg skal nu afgøre, om en 33-årig afghansk mand er skyldig i drab, sådan som anklagemyndigheden gør gældende. Selv har manden nægtet sig skyldig i drab. (Arkivfoto). <i>Claus Fisker/Ritzau Scanpix</i>

Et nævningeting ved Retten i Sønderborg skal nu afgøre, om en 33-årig afghansk mand er skyldig i drab, sådan som anklagemyndigheden gør gældende. Selv har manden nægtet sig skyldig i drab. (Arkivfoto). Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Sagen om en afghansk mand, der er anklaget for drab på sin hustru på et sønderjysk asylcenter, er en tragedie uden lige.

Sådan lyder det tirsdag i Retten i Sønderborg, hvor anklager og forsvarsadvokat kommer med deres afsluttende bemærkninger, inden retten skal afgøre skyldsspørgsmålet.

- Det er en dybt, dybt tragisk sag. Vi har med en sag at gøre, hvor først far og mor og i første omgang fire børn kommer til Danmark.

- Senere kommer det femte, spæde barn til landet under nogle helt forfærdelige og traumatiske omstændigheder, efter at Taliban overtog magten.

- Har man blot fulgt en lille smule med i breaking news, der var på det pågældende tidspunkt, så har man kunnet følge med i, hvordan tiltalte og familien havde det, siger forsvarsadvokat Lone Adolphsen.

Den afghanske familie med fem mindreårige børn kom til Danmark i august 2021, efter at den islamiske bevægelse Taliban havde indtaget hovedstaden Kabul.

Den tiltalte har arbejdet som tolk for blandt andet danske styrker i Afghanistan.

Magtovertagelsen fik Danmark og de øvrige vestlige lande til at igangsætte en evakuering af udsendte medarbejdere og samarbejdspartnere.

Sygdom hos den nyfødte forhindrede parret i at få den yngste datter med i første omgang.

Først senere lykkedes det parret at blive genforenet med den få måneder gamle pige.

Den 33-årige har nægtet sig skyldig i anklagen om drab.

Han husker, at han den pågældende aften var påvirket efter at have indtaget øl og whisky. Han kunne med egne ord ”ikke styre sig”, men husker ikke nærmere, hvad der skete.

Forsvarsadvokaten mener, at den tiltalte har handlet i et øjebliks affekt, uden skyggen af ønske eller plan om, at hustruen skulle dræbes.

- I er nødt til at stille jer selv det spørgsmål: Hvorfor i al verden skulle han slå sin hustru ihjel. Han ender med at gøre fem børn moderløse og ender med at sidde tiltalt for drab, siger Lone Adolphsen henvendt til dommere og nævninger.

Anklager Rikke Spøhr Schmit mener omvendt, at der ikke kan være tvivl om, at den tiltalte havde til hensigt at dræbe sin kone.

Hun henviser til, at kvinden havde 26 stiksår og snitlæsioner i hovedet og på kroppen.

Dødsårsagen var læsioner i hovedet, blandt andet fra et dybt knivstik i tindingen.

- Når man stikker nogen i hovedet med den kraft, der skal til for at stikke gennem kraniet, så må man som minimum indse, at det er mere end 50 procent sandsynligt, at personen vil dø af det, argumenterer anklageren.

Den tiltalte har dagen igennem forholdt sig tavs, men da han i retten ser overvågningsbilleder fra den pågældende januaraften på asylcenteret, bryder han hulkende sammen.

Billederne viser blandt andet parrets børn, der løber ud fra et værelse på asylcentret.

Retten tager stilling til skyldsspørgsmålet på fredag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Kendt kok skal i retten: Her er tiltalen
Luk