Forud for hvert tredje partnerdrab var der faresignaler

En gennemgang foretaget af Politiken af partnerdrab begået siden 2017 viser mange forgæves nødråb før drabet.

Politiken har foretaget en gennemgang af partnerdrab siden 2017. Den viser, at der i over en tredjedel af sagerne var faresignaler op til drabet. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Politiken har foretaget en gennemgang af partnerdrab siden 2017. Den viser, at der i over en tredjedel af sagerne var faresignaler op til drabet. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I over en tredjedel af de partnerdrab, der har fundet sted siden 2017, var der faresignaler op til drabet.

Det skriver Politiken. Avisen har gennemgået alle sager om partnerdrab siden 1. januar 2017 for at se, om myndigheder og nære omgivelser kendte til eksempelvis vold, trusler eller stalking op til drabet.

Gennemgangen viser, at der har været flere forgæves nødråb i perioden, hvor der er registreret 45 partnerdrab.

I 18 af dem var der ifølge Politiken tydelige faresignaler op til drabet i form af kontakt med enten socialvæsen, sundhedsmyndigheder, politi eller forsøg på at råbe pårørende op. Politiet var i 11 af sagerne kontaktet op til drabet.

Det viser, at der er potentiale til at hjælpe flere, mener vicepolitiinspektør Søren Rye fra Københavns Vestegns Politi.

- Tallene understreger, at der er en mulighed for at hjælpe de her personer og forhindre en stor del af partnerdrab, siger han til Politiken.

Rye har selv kortlagt 77 partnerdrab i danske politikredse mellem 2007 og 2017.

Her lød konklusionen ifølge avisen, at i halvdelen af sagerne kendte myndigheder eller pårørende til enten gerningspersonen eller offeret til vold, stalking eller trusler inden drabet.

I år har der indtil nu været ni tilfælde, hvor personer ifølge politiets formodning er slået ihjel af deres partnere eller ekspartnere. Ofrene er otte kvinder og en mand.

Det er muligt, at antallet af sager, hvor der var faresignaler, er højere end de 18, Politiken er kommet frem til.

Det skyldes, at det i 14 sager ikke har været muligt for Politiken at skaffe de nødvendige informationer for at se, om der var kontakt til myndigheder eller pårørende inden drabet.

I 13 sager var der ingen kontakt eller viden op til drabet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.